Politik
Jesper Greth (V) genopstiller til KV21 i Rebild Kommune
Jesper Greth (V) genopstiller i Rebild Kommune
AF Lone K. Hansen
16. november 2021 er der valgdag i Danmark. Denne dag skal du igen i stemmeboksen for at stemme på din kandidat til kommunalbestyrelsen i Rebild de kommende fire år.
Nuværende byrådsmedlem Jesper Greth er klar til endnu en tørn på den lokalpolitiske bane.
Hvad er det bedste, som du (Byrådsmedlem) har besluttet, sat igang eller på anden måde haft afgørende indflydelse på siden januar 2018?
Det var et meget “stort” spørgsmål, for vi har selvsagt besluttet rigtig mange ting over de seneste godt 3 år. Men jeg kan remse nogle få af de såvel små som store op som jeg mener er rigtig gode. Men hvad der præcis er den bedste beslutning er svært at sige. Men jeg vil nævne:
-Beslutning om permanent tilbud om Læringslokomotivet og Basic Skills i
Rebild Ungdomsskole regi
-Endelig beslutning om etablering af Ny Nibevej i Støvring
-Øget fokus på salg af erhvervsjord i hele Rebild Kommune (Dog med
størst succes i Støvring)
-Etablering af nye daginstitutioner i Støvring og Nørager
-Plan for etablering af Støvring Ådale
-Ny Kommuneplan 2021 – 2033
Hvorfor genopstiller du Hvad vil du arbejde for i den kommende periode?
Til trods for at byrådsarbejde til tider kan være meget krævende, giver det mig rigtig meget energi at være med til at træffe gode beslutninger og i det hele taget være med til at sikre gode rammer for borgerne i Rebild Kommune, og derfor stiller jeg også op til kommunalvalget her i 2021.
Jeg blev valgt ind i Byrådet ved kommunalvalget i 2017 og udover byrådsarbejdet har mit udvalgsarbejde primært været med børn, unge og familier som omdrejningspunkt.
Jeg sidder i Børne- og Familieudvalget, hvor vi bl.a. arbejder med at skabe de bedste rammer for børn og unge i forhold til dagpleje, daginstitutioner og skoler. I det hele taget arbejde for at børn og unge får en god og tryg opvækst med mulighed for god læring og bliver klædt på til at blive livsduelige unge mennesker.
Desuden er jeg også i Børne- og Ungeudvalget, hvor vi træffer afgørelser om tvangsanbringelser og andre tvangsmæssige indgreb i forholdet mellem forældre og børn.
Til sidst vil jeg nævne, at jeg er Formand for Rebild Ungdomsskole, som er et tilbud til de unge fra 13 til 18 år. Her kan de bl.a. komme og hygge med vennerne efter skoletid. Og hvis jeg bliver genvalgt d. 16. november 2021 vil jeg gerne fortsætte arbejdet med børn og unge.
Jeg vil arbejde for at vi fortsat har bæredygtige daginstitutioner og skoler ude i lokalområderne og have fokus på at børnene bliver den bedste version af sig selv. Derudover er der selvfølgelig rigtig mange emner relateret til fortsat udvikling af hele Rebild Kommune.
Jesper Greth fik ved valget i 2017, 172 personlige stemmer. Jesper sidder som byrådsmedlem i følgende udvalg, bestyrelser, råd og nævn:
-Børne- og Familieudvalget
-Børn- og Ungeudvalget
-Rebild Kommunale Ungdomsskole