.
Af Helle Schiønning
I Rebild kommune er der indtil videre kun en enkelt af de lokale foreninger, idrætsklubber eller skoleklasser, der har tilmeldt sig Børnehjælpsdagens Julelotteri 2017, som kan sælges fra 31. oktober og frem til jul. Det fortælles der i en pressemeddelelse fra Børnehjælpsdagen.
Det viser en frisk opgørelse fra hjælpeorganisationen, som derfor gør opmærksom på de gode indtjeningsmuligheder, som lotteriet tilbyder det lokale forenings- og skoleliv.
Hvert salg af et Julelod til 20 kroner giver nemlig 8,50 kroner direkte til klubben eller klassen – og det kan nemt løbe op i mange penge. Nogle foreninger tjener op til 30.000 kroner på at sælge Julelodder, fortæller Anne Nielsen, der er ansvarlig for Børnehjælpsdagens lotterier.
Lodsalget støtter anbragte børn og unge – også de lokale
Overskuddet fra salget af Julelodderne går til Børnehjælpsdagens arbejde for anbragte børn og udsatte unge i Danmark. Der er derfor brug for sælgere i hele landet – også i Rebild kommune.
Rebild kommune har aktuelt 46* anbragte børn og unge – på en institution eller hos en plejefamilie. Det vil sige, at når lokale foreningsbørn og skoleelever sælger Julelodder, løfter de også et socialt ansvar lokalt set.
Tilmeldinger til Julelotteriet 2017 er i fuld gang og sker via Børnehjælpsdagens hjemmeside www.bhd.dk/julelotteri Nye sælgere kan melde sig i hele salgsperioden.
Det koster ikke noget at bestille lodder, og klassen eller klubben bestemmer selv, hvor meget tid de vil sætte af til lotteriet. Lodsalget skal bare finde sted inden for perioden 31. oktober – 24. december 2017.
* Danmarks Statistik, 15. december 2016
FAKTA OM ANBRAGTE BØRN I DANMARK
Ifølge seneste tal fra Danmarks Statistik er 13.506 børn og unge (0-22 år) anbragt uden for hjemmet i Danmark. De bor typisk i plejefamilier, på børnehjem (akut- eller døgninstitutioner, opholdssteder, behandlingshjem mv.) eller i egen bolig (som led i efterværn).
En anbringelse kan have mange forskellige årsager, men typisk har barnet været udsat for omsorgssvigt, overgreb, misbrug eller psykisk sygdom i familien.
FAKTA OM BØRNEHJÆLPSDAGEN
Børnehjælpsdagen støtter anbragte børn (0-17 år) samt udsatte unge (op til 29 år) i Danmark. Hjælpeorganisationen styrker børnenes og de unges kompetencer, fysiske og mentale robusthed gennem projekter og aktiviteter, der afholdes over hele landet.
Sidste år fik 9.720 børn anbragte børn og udsatte unge direkte glæde af Børnehjælpsdagens arbejde.
Børnehjælpsdagen har fokus på at inddrage børn og unge fra traditionelle familier i det velgørende arbejde efter konceptet “børn hjælper børn”. Det sker blandt andet gennem Julelotteriet, Lillebror Lotteriet og projekt ‘Ungdomsværn’.
Læs mere på bhd.dk og facebook.com/bornehjaelpsdagen