Nørager og omegn
Indbrud samme aften i Tisted og Ravnkilde hænger muligvis sammen
I går kl. 18.55 kom en beboer hjem til sin villa på Villavej i Tisted ved Arden. Der var dog allerede nogen uindbudt i huset. Det oplyser politiassistent Hans Henrik Sørensen fra Sagscenteret i Hobro og uddyber: – Anmelder kom hjem og kunne høre nogen inde i huset. Da man gik ind, sprang en indbrudstyv […]
I går kl. 18.55 kom en beboer hjem til sin villa på Villavej i Tisted ved Arden. Der var dog allerede nogen uindbudt i huset. Det oplyser politiassistent Hans Henrik Sørensen fra Sagscenteret i Hobro og uddyber:
– Anmelder kom hjem og kunne høre nogen inde i huset. Da man gik ind, sprang en indbrudstyv ud fra badeværelset og ud gennem et soveværelsesvindue, hvorefter han forlod stedet i en sort Toyota stationcar med afmeldte nummerplader.
Der er ikke overblik over, om manden nåede at stjæle noget. Men der er dog muligvis sammenhæng med en anden sag fra Rebild Kommune lidt senere samme aften, fortæller Hans Henrik Sørensen:
– Kl. 19.46 samme aften kom en anden anmelder hjem til sit hus på Bydamsvej i Ravnkilde ved Nørager. Han hørte også noget pusle i huset og bemærkede et åbentstående vindue. Han alarmerede derfor politiet, der heldigvis havde en patrulje i nærheden.
– Patruljen kom frem, inden den ubudne gæst var færdig med sit foretagende. Han blev derfor anholdt i færd med at rode huset igennem.
Ifølge Hans Henrik Sørensen er der nogle ting, der gør, at politiet mistænker, at de to sager hænger sammen. Det skal nu efterforskes nærmere om den 42-årige mand fra Vejlekanten, der blev taget i Ravnkilde er skyldig i det andet tilfælde også.