Flagdagen har til formål at anerkende den indsats, som Danmarks udsendte yder, og som bidrager til at sikre danskernes tryghed og sikkerhed. Dagen omfatter alle udsendte fra Forsvaret, Redningsberedskabet, Politiet, Udenrigsministeriet og Sundhedsvæsenet, og den er både en dag for at mindes de faldne og for at fejre dem, der har været udsendt.
Flagdagen er også en måde at vise respekt for de pårørende, der støtter de udsendte og bærer en del af byrden, når Danmark deltager i internationale missioner.
Baggrunden for flagdagen
Ideen til Flagdagen kom fra overkonstabel Kim Eg Thygesen, som efter udsendelser til Kosovo og Afghanistan foreslog, at Danmark skulle hædre sine udsendte med en national flagdag. Forslaget blev vedtaget af regeringen i 2009, og siden da er Flagdagen blevet afholdt hvert år den 5. september. I 2024 er det således 16. gang, dagen markeres.
Flagdagen markeres med officielle ceremonier i København, hvor der afholdes mindehøjtideligheder ved monumentet i Kastellet, en mindegudstjeneste i Holmens Kirke og en parade på Christiansborg Slotsplads. Her deltager både årets udsendte og tidligere udsendte, som har mulighed for at mødes med dem, de har været på mission med.
Siden 2018 har der også været en officiel markering af Flagdagen i Jylland, og i 2024 vil det foregå i Mindeparken i Aarhus.
Flagdagen markeres desuden i mange af landets kommuner samt på Færøerne og i Grønland. Lokale arrangementer er en vigtig del af fejringen, hvor veteraner inviteres til at deltage i ceremonier, ofte arrangeret i samarbejde med soldater- og marineforeninger samt foreninger for veteraner.
Flagdag 2024 i Terndrup
Mariagerfjord Kommune, Vesthimmerlands Kommune og Rebild Kommune markerer den nationale flagdag med en hyggelig sammenkomst for veteraner og udsendte, der har deltaget i Danmarks internationale missioner. Det foregår i dag torsdag den 5. september 2024 kl. 17.00 – 19.00 ved Terndruplund, Skovvej 14, 9575 Terndrup.