Politik
Hvor er retssikkerheden i Rebild Kommune
Hvor er retssikkerheden i Rebild Kommune?
Af Sidsel Brøndberg Simonsen, kandidat til KV21 for Den Sociale Fællesliste
52 %. Tallet siger dig nok umiddelbart ikke meget, eller også er du og din familie netop en del af denne statistik. De 52 % dækker over den omgørelsesprocent for kommunale afgørelser, hvor Ankestyrelsen i 2020 vurderede, at kommunens oprindelige afslag på at yde hjælp og støtte til børn med et handicap skulle omgøres. Stikprøver på national plan har endvidere vist, at der var alvorlige og mange fejl også i sager der ikke var blevet anket altså eksempelvis de sager hvor familierne ikke har flere ressourcer til at kæmpe imod systemet.
Særligt på børnehandicapområdet er der retssikkerhedsmæssige problemer, da klagesager på børnehandicapområdet har markant flere fejl end voksenområdet, men også fordi at konsekvensen af forsinket hjælp er særligt indgribende overfor børn, der ofte vil have udviklet nye behov, længe inden en afgørelse når gennem klagesystemet. Endvidere påvirker manglende eller utilstrækkelig hjælp til børn også livsbetingelserne for forældre og søskende, der risikerer arbejdsløshed, stress og mistrivsel, og der opstår dermed et endnu større behov for hjælp fra det offentlige.
Når en sag behandles hos Ankestyrelsen, modtagere borgeren i hovedreglen ingen hjælp. Ventetiden kan være lang, helt op til 1 2 år hvis sagen hjemvises flere gange. Det har stor betydning for de enkelte borgere, da netop den hjælp som en borger med handicap eller psykiske vanskeligheder får af kommunen, er afgørende for, at de kan få et så selvstændigt liv som muligt.
Rapporten Retssikkerhed for udsatte borgere fra Advokatrådet peger på, at der mangler retssikkerhed for udsatte borgere med nedsat funktionsevne eller handicap, når de søger kommunen om hjælp. Problemet er vokset siden 2013, så fire ud af ti klagesager over kommunens afgørelser nu bliver omgjort, uden konsekvenser for kommunerne. Netop de stigende omgørelsesprocenter for afgørelser i Ankestyrelsen er et tegn på, at der er problemer, som bør drøftes politisk både nationalt og kommunalt.
Kommunalbestyrelsen er ved lov forpligtet til at drøfte kommunens omgørelsesprocenter en gang årligt, dette fremgår direkte af Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 79 b. Det fremgår derudover af bemærkningerne til lovforslaget (L 167 2017-18): en ny bestemmelse i retssikkerhedsloven, hvorefter kommunalbestyrelsen vil være forpligtet til at behandle danmarkskortet over kommunernes omgørelsesprocenter i klagesager i Ankestyrelsen på et kommunalbestyrelsesmøde.
Der foreslås således et delegationsforbud i forhold til kommunalbestyrelsens behandling af danmarkskortet, dvs. at kommunalbestyrelsen ikke kan overlade behandlingen til et udvalg. I Rebild kommune har man netop uddelegeret til udvalgene, og det betyder derfor, at der i Rebild Kommune i årevis er handlet i strid med lovgivningen og det er dybt bekymrende for retssikkerheden.
Den samlede kommunalbestyrelse drøfter altså ikke hvad der muligvis kunne ligges til grund for de pågældende omgørelsesprocenter, og hvad der allerede er iværksat eller kunne iværksættes for at nedbringe omgørelsesprocenterne og dermed understøtte borgernes retssikkerhed. Derudover bør det sætte tanker i gang hos os alle, i forhold til om hvordan det ser ud på andre retsområder.
Jeg mener som rapporten fra Advokatrådet også foreslår, at politikere på kommunalt niveau bør have flere drøftelser omkring hvilket niveau af fejl der er acceptabelt, og indføre en form for egenkontrol af sagsbehandlingskvaliteten. Egenkontrol vil bidrage til, at de lokale politiske beslutningstagere har et kvalificeret grundlag for at kunne være med til at skabe positiv udvikling på området.
Læs også: