Nyheder

Hver fjerde går tilbage til “fuser” – og det kan koste fingre og syn

Ny undersøgelse viser risikabel nytårsvane, mens over 200 kom til skade sidste nytår

Maria Just
Af Maria Just 28. december 2025

Når danskerne om få dage skyder det nye år ind med krudt og brag, er der én risiko, der går igen år efter år: fuseren – fyrværkeriet, der ikke går af som forventet. Alligevel viser en ny undersøgelse, at hver fjerde dansker går tilbage til en fuser, selvom det kan være en af de farligste fejl, man kan begå nytårsaften.

Over 200 kom til skade sidste nytår

Ifølge opgørelser fra Ulykkesanalysegruppen (UAG) på OUH kom over 200 danskere til skade, da vi fejrede nytår sidste år. På trods af det fortæller undersøgelsen, som YouGov har foretaget for Gjensidige, at mange stadig tager chancen – og går tæt på det stykke fyrværkeri, der måske bare er forsinket i stedet for slukket.

24 procent har været tæt på en fuser

I undersøgelsen svarer 24 procent, at de en eller flere gange har været tæt på fyrværkeri, der ikke fungerede som forventet – en såkaldt fuser. Blandt de unge mellem 18 og 29 år er det også “godt hver fjerde”. Det bekymrer skadechef i Gjensidige, Lene Rasmussen, som advarer mod at gå tilbage til en raket eller et batteri, der ikke har affyret.

“Det kan virke harmløst at gå tilbage til en raket eller et batteri, der ikke er gået af, men det er en af de største årsager til alvorlige skader nytårsaften. En fuser kan eksplodere, mens du står lige ved siden af eller værre endnu, foroverbøjet over krudtet.”

“Skader kunne være undgået med simple forholdsregler”

Skadechefen peger samtidig på, at mange ulykker hvert år kunne undgås, hvis folk fulgte de mest grundlæggende sikkerhedsregler – især beskyttelsesbriller og afstand.

“Der sker hvert år skader, der kunne være undgået med simple forholdsregler. Det er f.eks. utrolig vigtigt at huske beskyttelsesbriller og holde god afstand til fyrværkeri uanset om du er den, der antænder, eller du bare kigger på. Selvsagt er det vigtigt aldrig at gå tilbage til et stykke krudt, der ikke er antændt ordentligt”.”

Fem råd til en tryggere nytårsaften

Gjensidige samler de vigtigste råd i en kort liste, der kan være værd at have i baghovedet, når nytårsaften nærmer sig:

  • Brug altid beskyttelsesbriller
  • Brug kun lovligt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
  • Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
  • Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
  • Gå aldrig tilbage til en fuser

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.006 respondenter i oktober 2025 af Gjensidige.