Nyheder

Hurtigere hjælp til allergipatienter: Region Hovedstaden sætter gang i ny strategi

3 mio. kroner om året skal uddanne flere allergispecialister og forkorte ventetiden – med Gentofte som centrum

Maria Just
Af Maria Just 3. januar 2026

Flere danskere får allergi, og hospitalerne oplever i disse år et stigende pres fra flere henvisninger. Samtidig mangler der læger med særlig viden om allergi. Det skal en ny regional strategi i Region Hovedstaden nu ændre på.

Politikerne i regionen har besluttet at afsætte 3 mio. kr. om året fra 2026 og frem til at uddanne flere allergologer – altså læger, der er specialister i allergi. Målet er at styrke behandlingen og gøre hjælpen hurtigere for mennesker med allergi.

Det fortæller Jacob Rosenberg (K), der er medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden og oprindeligt stillede forslaget.

Flere henvisninger og mangel på specialister

Regionen peger på, at antallet af mennesker med allergi er steget de senere år. Det samme gælder antallet af henvisninger til hospitalerne på grund af allergi. Samtidig er der mangel på læger, der har specialistviden på området.

Strategien skal både øge antallet af specialister og skabe et tættere samarbejde på tværs af sektorer, så patienterne kommer hurtigere igennem systemet.

Rosenberg: Ventetiden skal ned

Jacob Rosenberg understreger, at allergi kan påvirke hverdagen markant for mange borgere – og at ventetiden til udredning og behandling for nogle er blevet lang.

Han siger:

”Der er mennesker, der dagligt kæmper med eksem, vejrtrækningsbesvær eller løbende øjne og næse, og det påvirker deres livskvalitet. Mange oplever desuden længere ventetid til udredning og behandling for allergi. Med denne strategi vil vi give allergiområdet et løft og nedbringe ventetiden på området. Vi starter med at uddanne flere specialister i allergi til glæde for patienter i hele den kommende Region Østdanmark,” fortæller han med henvisning til, at Region Hovedstaden og Region Sjælland bliver sammenlagt i 2027.

Gentofte Hospital får en central rolle

Uddannelsen af allergologer skal foregå på Region Hovedstadens Allergicenter på Gentofte Hospital. Specialistuddannelsen er toårig og skal køre i et rul, så der bliver færdiguddannet én ny specialist om året.

Efter 11 år vil 10 læger have gennemført specialistuddannelsen, og regionen forventer, at de kan være med til at dække behovet både i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Behandling skal tættere på borgerne

Som en del af strategien skal mere af behandlingen af allergipatienter fremover foregå hos praktiserende læger og i speciallægepraksis, frem for på hospitalerne. Det skal både aflaste hospitalerne og udnytte ressourcerne bedre.

Jacob Rosenberg siger:

” Der er akut mangel på specialister i allergi, siden specialet allergologi blev nedlagt i 2004. Derfor er det glædeligt, at vi over de kommende år får uddannet flere specialister på området. Som led i strategien skal mere af behandlingen af patienter med allergi desuden foregå hos den praktiserende læge og i speciallægepraksis, hvilket er helt i tråd med sundhedsreformen. På den måde udnytter vi bedst muligt ressourcerne,” siger Jacob Rosenberg (K).

Mere samarbejde, kurser og forskning

Regionen lægger samtidig op til, at samarbejdet mellem hospitaler, børneafdelinger, praktiserende læger og speciallægepraksis skal styrkes. Det betyder blandt andet, at sundhedspersonale fremover skal kunne få rådgivning og sparring fra Allergicentret – og på sigt også kurser og ophold.

Strategien peger desuden på behovet for mere forskning i allergi og en større indsats for at forebygge allergi ved at øge befolkningens viden om området.

Skal gavne hele den kommende Region Østdanmark

Strategien er vedtaget i Region Hovedstaden, men regionen vurderer, at den vil gavne allergipatienter bredt – også i den kommende Region Østdanmark, når Region Hovedstaden og Region Sjælland bliver lagt sammen i 2027.

For borgerne betyder det ifølge regionen, at hjælpen på sigt skal komme hurtigere – både gennem flere specialister og en mere sammenhængende indsats tættere på hverdagen.