Alarm 112

Hunde slap ud og dræbte kaniner

Redaktion
Af Redaktion 11. august 2023

I Nørager har der været en kedelig sag, der involverer hunde og kaniner. Det oplyser politiassistent Anders Kammer fra Nordjyllands Politi i Hobro og uddyber:

– Torsdag eftermiddag var der en sag om to hunde, der undløb fra ejers hus og brød ind og forcerede et halvanden meter højt hegn til en kaninindhegning ved en anden beboelse. Hundene fik desværre held til at dræbe intet mindre end 6 kaniner ved hændelsen.

Der var tale om en han- og en hunhund, som var chippet og bar halsbånd, men uden det lovpligtige hundetegn. Det var anmelder og dennes døtre, der opdagede, hvad der var los i haven. Her rendte hundene rundt i nærheden af kaninindhegningen.

– Familien havde held til at indfange hanhunden og opbevare den, til politiet kom frem. Hunhunden løb selv retur til sin ejer, oplyser Anders Kammer videre.

Ejeren er en 39-årig mand fra Nørager, der nu kan se frem til en bødestraf jf. hundeloven for ikke at have styr på sine hunde samt for manglen af det lovpligtige hundetegn. Anmelderen var en 46-årig kvinde, der har mulighed for at rejse erstatningskrav for hændelsen.