Nyheder
Historisk rekord: Over tre millioner danskere sparer op til pension – men har du styr på din?
For første gang har mere end tre millioner danskere indbetalt til pension i løbet af et år. Søndag den 25. oktober er det Pensionsdagen, og pensionsbranchen opfordrer danskerne til at tjekke, om deres opsparing og forsikringer stadig passer til deres behov.
Aldrig før har så mange danskere indbetalt til pension. Nye tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension viser, at hele 3.006.367 personer indbetalte til en pensionsordning i 2025.
Dermed er en historisk milepæl nået, og det vækker glæde i pensionsbranchen.
– Det er en fantastisk milepæl, at vi nu for første gang er mere end tre millioner, der indbetaler til pension. Det siger noget om, hvor bredt pensionsopsparingen favner i Danmark. Men de flotte tal må ikke blive en sovepude. Det er stadig vigtigt at interessere sig for, hvad man selv har sparet op, siger Lotte Katrine Ravn, pensionschef i Forsikring & Pension.
Søndag er der særlig grund til at tjekke pensionen
Søndag den 25. oktober markeres Pensionsdagen for 13. gang. Her går landets pensionsselskaber sammen om at opfordre danskerne til at få overblik over deres økonomi som pensionister.
På hjemmesiden PensionsInfo.dk kan man få et samlet overblik over sine pensionsordninger og forsikringer. Her er det blandt andet muligt at se, hvor meget man kan forvente at få udbetalt ved forskellige pensionsaldre.
– Pension er for de fleste noget, der kører automatisk i baggrunden, og sådan skal det også være. Men vores liv ændrer sig undervejs. Derfor er det godt en gang imellem at stoppe op og se, om opsparingen og forsikringerne stadig passer til ens behov, siger Lotte Katrine Ravn og fortsætter:
– Vi danskere har samlet set rigtig mange penge stående til vores fremtid. Det er en stor styrke for det danske samfund. Men i sidste ende er det ikke de store samfundstal, der er interessant for den enkelte. Det afgørende er, om din pension giver dig de muligheder og den tryghed, du ønsker dig.
Yderligere 1,2 millioner har en pensionsopsparing
De tre millioner danskere, der indbetalte til pension i 2025, er ikke de eneste med en pensionsordning.
Ifølge Forsikring & Pension har yderligere omkring 1,2 millioner personer en pensionsopsparing, som de ikke længere indbetaler til.
Hovedparten af denne gruppe er pensionister, der allerede får udbetalt penge fra deres opsparing.
Læs også:
Livsændringer kan påvirke din pension
Selvom pensionsindbetalingerne for mange sker automatisk gennem arbejdslivet, kan der være god grund til at gennemgå sin ordning med jævne mellemrum.
Det gælder især, når der sker større ændringer i livet.
Et nyt job, en ny ægtefælle eller familieforøgelse kan eksempelvis betyde, at behovet for pensionsopsparing og forsikringsdækning ændrer sig.
Derfor opfordrer Forsikring & Pension danskerne til at bruge søndagens Pensionsdag som anledning til at undersøge, om deres pensionsordning fortsat passer til deres situation.
Det kan gøres på www.pensionsinfo.dk, hvor man kan få overblik over både pensionsopsparing, forventede udbetalinger og tilknyttede forsikringer.
Læs også: