Hadsund og omegn

Hesteinteresserede inviteres til stort elevstævne i Hadsund i weekenden

Rideklubben Hadsund afholder klubmesterskab i spring og dressur

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 2. oktober 2025

Den kommende weekend, lørdag den 4. og søndag den 5. oktober, slår Rideklubben Hadsund dørene op til årets elevstævne med klubmesterskab i både spring og dressur.

Deltagere fra hele lokalområdet

Stævnet er et udvidet E-stævne, hvor ryttere fra flere af de omkringliggende klubber deltager. Blandt andet kommer der ryttere fra Kongsdal, Arden, Rebild, Nibe og Sportsrideklubben Mariagerfjord.
Begge dage starter konkurrencerne klokken 08.00 og varer frem til cirka 16.30.

Klubmestre kåres søndag

Søndag rundes stævnet af med kåring af årets klubmestre i spring samt dressur for både hest og pony. Med omkring 80 starter over weekenden er der lagt op til masser af aktivitet på ridebanerne.

Mere end ridning

Udover ridningen kan de besøgende også glæde sig til hyggelige rammer med tombola og mulighed for at købe mad og drikke i klubbens cafeteria, som holdes åbent af frivillige hjælpere.
”Vi vil gerne indbyde alle, som er hesteinteresserede, til at slå et smut forbi i løbet af weekenden,” lyder opfordringen fra Rideklubben Hadsund.

Tak til de lokale sponsorer

Klubben sender samtidig en stor tak til de mange lokale sponsorer, der har bidraget med præmier til de placerede ryttere og til tombolaen. ”Vi vil i samme stund takke alle vores lokale sponsorer, som har været med til at støtte op om vores fantastiske stævne,” understreger arrangørerne.

Hadsund og omegn

Se flere artikler