Rebild og omegn
Grundsalg i Rebild Kommune: priser sænket med 30 % i udvalgte byer
.Af Klaus Hansen Priserne på kommunale byggegrunde bliver fastsat én gang om året af Økonomiudvalget. Priserne er i 2019 fastholdt flere steder, men bliver sænket med 30 % i udvalgte byer. Salget af byggegrunde går rigtig godt i Rebild Kommune. Kommunen solgte i 2018 i alt 23 byggegrunde til private købere, der gerne vil bygge […]
.
Af Klaus Hansen
Priserne på kommunale byggegrunde bliver fastsat én gang om året af Økonomiudvalget. Priserne er i 2019 fastholdt flere steder, men bliver sænket med 30 % i udvalgte byer.
Salget af byggegrunde går rigtig godt i Rebild Kommune. Kommunen solgte i 2018 i alt 23 byggegrunde til private købere, der gerne vil bygge nyt. Det er knap så mange som i 2017, hvor der blev sat rekord med hele 26 solgte byggegrunde. I årene op til har salget af boliggrunde ligget på et noget lavere niveau.
Årlig vurdering af priser på byggegrunde
Politikerne i Rebild skal hvert år fastsætte priser for de boliggrunde, nedrivningsejendomme, landbrugslodder og andre ejendomme, som kommunen udbyder til salg. De vurderer og justerer priserne med afsæt i markedet, udbud, efterspørgsel med mere.
For at stimulere salget der hvor det ikke er gået så hurtigt, har Økonomiudvalget besluttet at nedsætte priserne med 30 % i disse byer:
Nørager
Bælum
Blenstrup
Mejlby
Ravnkilde
Rørbæk
Aarestrup
– Vi vil gerne fremme salget af byggegrunde i hele kommunen. Vi har derfor valgt at sætte priserne ned i de byer, hvor der ikke er solgt så mange grunde de seneste år. Med udsigten til en besparelse på 30 % i de byer, tror vi på, at vi kan fortsætte det gode grundsalg i 2019. Vores erfaringer fra en tidligere bosætningskampagne viser i hvert fald, at rabat på byggegrunde kan være med til at friste potentielle købere, siger borgmester Leon Sebbelin.
Mangegodegrunde.dk
Alle byggegrunde boliggrunde såvel som erhvervsgrunde er præsenteret på kommunens boliggrundssite: www.mangegodegrunde.dk.
De nye priser trådte i kraft pr. 1. januar 2019 og gælder indtil videre et år frem.