Af Anna Oosterhof, næstformand i Teknik- og Miljøudvalget (V)
Vesterhedenvej 49, Guldbæk, 9230 Svenstrup
I den kommende tid bliver valgkampen op til kommunalvalget den 16. november intensiveret yderligere.
Min forventning er, at to centrale kommunale opgaver som børnepasning og ældrepleje ikke alene blive centrale emner i valgkampen. Et af de helt store emner kan også blive den grønne omstilling og klima.
Gør kommunen nok for at sikre, at vi lokalt hjælper den grønne omstilling på vej? Kan vi blive rigere, friere og grønnere?
Jeg mener, at mange konkrete handlinger tilsammen kan gøre en forskel. Noget skal gøres, det er vi alle enige om.
For det første har Rebild Kommune en enorm indkøbsmuskel, der købes ind til hele kommunens drift og her kan vi som et samlet byråd blive bedre til at sætte fokus på grønne indkøb i vores indkøbspolitik. Mange private virksomheder har for længst set, at forbrugerne efterspørger grønne og bæredygtige varer og øget konkurrence på markedet gør, at grønne indkøb ikke nødvendigvis blive dyrere.
For det andet har vi, ved det seneste budgetforlig i oktober 2021, vedtaget at de to nye børnehaver, ét i Skørping og ét i Støvring, bygges som bæredygtige byggerier med en DGNB-Guld certificering. Det er godt nyt i forhold til at mindske CO-2 aftrykket og er med til at sikre et godt indeklima for vores børn.
For det tredje er affald det nye guld. Som bestyrelsesmedlem i I/S Reno-Nord, har jeg været med til at fusionere selskabet med AVV, Affaldsselskabet Vendsyssel Vest. Det gjorde vi fordi vi mener, at vi sammen vil få en bedre forhandlingsposition når vi sælger vores erhvervs- og husholdningsaffald til genanvendelse som ny ressource. For dig som virksomhed og forbruger betyder det, at vi kan fastholde det nuværende niveau på affaldsgebyr samtidigt med at vi optimerer en bedre ressourceudnyttelse.
Sidst men ikke mindst har jeg fokus på den grønne omstilling af vores kollektive trafik. Ved alle udbud af de kommende regionale busser i Nordjylland, stilles der krav om de enten kører på biogas eller et andet CO2-frit brændstof. Også her blev opgaven løst – uden en merpris for Rebild Kommune og dig som buspassager.
Den kommende uge fortsætter valgkampen. Jeg glæder mig meget til at få mulighed for at debattere klima og den grønne dagsorden med DN i Gravlev og til det grønne topmøde på Støvring Gymnasium. Der vil jeg gerne argumentere for, at vi kan blive rigere, friere og grønnere.
Vi kan bidrage med at løse klimaudfordringer og samtidig skabe nye vækstmuligheder og lokale arbejdspladser. Derfor mener jeg, at blå og grøn politik sagtens kan gå hånd i hånd.
Læs også: