Rebild og omegn
Generalforsamling hos Venstre Støvring og omegn
Generalforsamling hos Venstre Støvring og omegn
Af Lone K. Hansen
Formand for Venstre i Støvring og omegn Thorkild Bækkelund fortæller:
Tirsdag den 15. februar afholdt Venstre i Støvring og omegn sin ordinære generalforsamling i Stubhuset.
Trods en del Corona relaterede afbud var der stort fremmøde. Efter indledningen aflagde formanden beretning for 2021, som jo var præget først af Corona nedlukningen derefter et efterår, som var præget af en hektisk valgkamp.
Ekstra hektisk blev den da Jesper Greth blev borgmesterkandidat først i juni måned, kun 5½ måned før valget.
Som bekendt blev det et godt valg for foreningen med Jesper Greth som borgmester, desuden blev tre af foreningens opstillede kandidater valgt, med en øget repræsentation af Støvring.
Desværre opnåede Thomas Simoni Thomsen og Gert Fischer ikke genvalg
Anny Winther blev genvalgt til regionsrådet, som nu er Venstre ledet.
Formand Thorkild Bækkelund glædede sig over den store opbakning som vi blev mødt med i alle dele af vort foreningsområde. En stor tak blev givet til alle som gav en hånd med.
Foreningen er nu den største Venstre vælgerforening i Himmerland og kan notere sige en ikke uvæsentlig medlemsfremgang, hvilket formand Thorkild Bækkelund var meget tilfreds med og som efterfølgende blev genvalgt til formandsposten.
Anita Dålfogt, Støvring blev nyvalgt til bestyrelsen i stedet for Else Marie Kvist som ønskede at trække sig efter mange års bestyrelsesarbejde.
Genvalgt blev Per Henriksen, Søren Bohl Nielsen og Brian Winther.
Som suppleanter blev Mona Jensen, Øster Hornum og Else Marie Kvist, Hæsum valgt.
Else Marie Kvist blev takket for de mange år i bestyrelsen med blomster og Gert Fischer blev udnævnt til æresmedlem i foreningen, som tak for de mange år i Venstres tjeneste ikke mindst for sit mangeårige byrådsarbejde.
Efter generalforsamlingen gav borgmester Jesper Greth en bred orientering om sine visioner for sit kommende borgmestervirke, efterfulgt af Anna Oosterhof, formand for familieudvalget og Stefan Berg og
Henriette Frølund Lyngberg. Alle ser frem til resultaterne af deres kommende arbejde.
Venstres Miljøordfører Marie Bjerre afsluttede aftenen med en orientering om arbejdet på Christiansborg, ikke mindst de aktuelle forhandlinger som pågår lige nu.
Den 1. marts tager foreningen hul på arbejdet i 2022, hvor forberedelserne til et folketingsvalg sikkert bliver en af opgaverne.
Læs også: