Erhverv
Friluftslivet blomstrer i Øster Hornum: 8,2 mio. fra Nordea-fonden til Hærvejsprojekt i Rebild Kommune
Med 8,2 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden er landsbyen Øster Hornum snart klar til at etablere nye friluftstilbud til de mange hærvejsvandrere, der vil bevæge sig ad den nye spektakulære vandrerute “Frendrup Nihøje-Perlen” i Himmerland.
Projektet omfatter – udover etablering af selve ruten – også indendørs indkvarteringsmuligheder i et nyt “Fælleshus” og et løft af byens velbesøgte Friluftscenter Katbakken til glæde for vandrere og det lokale fællesskab.
Borgmester i Rebild Kommune, Jesper Greth, udtaler
– Først og fremmest skal der lyde en kæmpe ros og en kæmpe tak til alle de ildsjæle, der har brugt mange, mange timer igennem adskillige år for at gøre dette visionære drømmeprojekt til virkelighed. Det gør mig virkelig stolt som borgmester at se den vedholdenhed og det engagement, der har drevet projektet. Hver gang der var sten på vejen – og dem har der været mange af – har de lokale kræfter stået fast, og de har set, hvor der var muligheder. I Øster Hornum har de stået sammen om at udvikle dette projekt, som giver et kæmpe løft, både til lokalområdet, Rebild Kommune og hele hærvejsprojektet.
En overset og urørt naturperle
Frendrup Nihøje, som ligger i 105 meters højde, tilbyder en spektakulær udsigt over Himmerland og Limfjorden ved de nu syv tilbageværende gravhøje fra bronzealderen. Den nye vandrerute, der vil følge en nænsom rute gennem Vokslev Hede, over Hasseris Å og ind i den urørte Frendrup Fredskov, forventes at opnå en premium vandrecertificering fra Deutsche Wanderinstitut, som èn af de få ruter i Danmark.
Stærke fællesskaber og nye målgrupper
Øster Hornum er en by med stærke fællesskaber og virkelyst. Byens idrætshal med tilhørende klubhus, og ikke mindst Friluftscentret Katbakken bag ved hallen, er skabt via lokale kræfter.
Det er byens hjerte og danner til dagligt rammen om byens mange aktive foreninger. Der dyrkes sport og outdoorfolket har en god base her. Der afholdes Rebild Kulturuger, gåklub, koncerter og foredrag for folk i alle aldre og “Natur- og teknik-hytten” på Katbakken benyttes flittigt til undervisning, lærings- og fritidsaktiviteter af områdets skoler og dagtilbud.
I hærvejsprojektet bliver klubhuset til Fælleshuset og vil – med støtten fra Nordea-fonden – få et kvalitetsløft til gavn for hærvejsvandrerne og lokalbefolkningen samt nye målgrupper af besøgende. Når det står færdigt, vil Fælleshuset kunne tilbyde indendørs indkvartering på førstesalen med tilhørende køkkenfaciliteter, lounge og caféområde, hvor man kan få et velfortjent hvil.
Friluftsliv skal være for alle
Projektet bygger på værdier om bæredygtighed, social inklusion og det gode liv, og det bliver i høj grad muliggjort og båret af frivillige kræfter i lokalsamfundet. Den planlagte renovering af Fælleshuset, der er støttet af Nordea-fonden, har bl.a. som målsætning at øge tilgængeligheden til friluftsoplevelser for både børn og voksne i alle aldre, herunder dem med særlige behov.
I denne sammenhæng skal anvendelse af nye værelser i Fælleshuset og gode gangstier til Friluftscenteret give bedre adgang til friluftsoplevelser, for alle.
Som en del af projektet er der på ’Friluftscenter Katbakken’ også planlagt opførsel af foreløbigt to primitive hytter i tillæg til de velfungerende shelters og teltplads med el, udekøkken, bålområde og muldtoilet.
– På Katbakken er der allerede gode faciliteter, men med de nye hytter tager vi hul på et nyt kapitel, og vil nu kunne tilbyde besøgende, som ønsker det, lidt mere komfort end vi kan i dag, fortæller Hugo Mogensen, formand for foreningen ’Friluftscenter Katbakken’ og medlem af Hærvejsgruppen.
Noget af det som gør projektet i Øster Hornum til noget særligt er, at det nye start/stop sted på Hærvejen er placeret i tæt forbindelse med byens samlingssted. Her vil de besøgende blive budt velkommen af de lokale og få en unik mulighed for at deltage i byens fællesskaber ved at tilmelde sig aktiviteter som fællesspisning, madlavning over bål på Friluftscentret, eller blot benytte nogle af stedets mange tilbud under deres besøg.
– I en lille by som vores er vi vant til at løfte i flok, og vi er meget stolte af, at Nordea-fonden har valgt at støtte vores projekt og dermed bakke op om fællesskabet i Øster Hornum. Med projektet ønsker vi at invitere de besøgende indenfor og give dem muligheden for at opleve den fantastiske natur og det stærke fællesskab i vores lokalområde. Støtten fra Nordea er et kæmpe skridt nærmere en realisering af projektet – og næste skridt er afsluttende fundraising, siger Birgitte Bak-Sørensen, formand for Hærvejs Gruppen og formand for den selvejende institution “Øster Hornum Hallen”.
Visionen kort
Visionen med hærvejsprojektet er at styrke Himmerlands tilbud til hærvejsvandrerne (ift. overnatning og øvrige services) samt etablere en premium vandreoplevelse på en lokal hærvejsrute. Hallen, Fælleshuset og Friluftscentret udgør byens hjerte, hvor alle færdes og mødes. Besøgende inviteres ind i byens fællesskaber og til at opleve den lokale natur- og kulturhistorie.
Fakta om projektet
- Projektnavn: Hærvejens start/slut-sted i Øster Hornum og Frendrup Nihøje-Perlen
- Projektejer: Øster Hornum Hallen og Friluftscenter Katbakken
- Nordea-Fondens støtte på 8,2 mio. er hjørnestenen i finansieringen af projektet, som har et samlet budget på 15 millioner.
- Projektperiode: 2024 – 2026
- Øster Hornum er en af de ældste landsbyer i Himmerland med ca. 1000 indbyggere. Byen ligger i Rebild Kommune 20 km sydvest for Aalborg
- Den nye Frendrup Nihøje-Perle bliver ca.10 km lang og går via Vokslev Hede, Frendrup Nihøje, Frendrup Fredskov, Hasseris Å og spor fra jernalderen