Arden og omegn
Forsamlingshusets jubilæum og indvielsen af Sandgraven samlede byen i fest og solskin
Lørdag den 26. april 2025 blev en dag, mange i Tisted vil huske. Omkring 100 borgere deltog i en dobbelt fejring: Forsamlingshuset kunne markere sit 100-års jubilæum, og samtidig blev byens nye samlingssted, Sandgraven, officielt indviet. Det blev en festdag med taler, grillpølser, kager og fællesskab i højsædet.
Indvielse med snoreklip og børneaktiviteter
Fejringen begyndte med åbningen af Sandgraven, hvor Per Andersen fra Sparekassen Danmark i Arden holdt åbningstale. Sparekassens fonde har støttet både renoveringen af forsamlingshuset og etableringen af det nye udendørsområde.
Mariagerfjord Kommune bidrog også til projektet og var repræsenteret på dagen af Jonathan Linnemann og Anders Haagesen.
Indvielsen blev markeret med snoreklip udført af tidligere købmand Jens-Peter Pedersen. Bagefter blev der serveret grillpølser, og børnene hyggede sig med skumfiduser over bål og hoppeborg i solskinnet.
Foto: Tisted Forsamlingshus og Borgerforening
Kage, kaffe og lokale minder
Eftermiddagen fortsatte i forsamlingshuset, hvor der blev serveret kaffe og hjemmebag. Jubilæumskagerne var lavet af Ann Erikke Espersen, mens Jeanette stod for lagkagerne.
Et nostalgisk tilbageblik på Tisteds historie blev præsenteret via gamle billeder og avisudklip, som blev vist på storskærm. Det skabte smil og genkendelse blandt de fremmødte, heriblandt flere tidligere borgere som deltog i fejringen.
Foto: Tisted Forsamlingshus og Borgerforening
Togbane og fællesspisning
Jens-Peter Pedersen havde åbnet dørene til sin store modeltogbane, som blev et tilløbsstykke for både børn og voksne.
Om aftenen var der fællesspisning for 98 tilmeldte i forsamlingshuset. Maden blev leveret af Slawteren i Tørring, og Randi stod for det praktiske i køkkenet, så forsamlingshusets bestyrelse kunne nyde aftenen sammen med gæsterne. Fællessang og hyggelig stemning afrundede dagen.
Foto: Tisted Forsamlingshus og Borgerforening
En fejring af sammenhold
Fejringen i Tisted blev en markering af både historie og fremtid. Med 100 år bag sig og et nyt samlingspunkt i Sandgraven ser byen frem til mange flere år med lokalt fællesskab og engagement.
Foto: Tisted Forsamlingshus og Borgerforening