Politik

Folkeskole i krise i Rebild

Redaktion
Af Redaktion 15. august 2023

Indsendt af: Morten Kamstrup, SF-Rebild

Efteråret – også det politiske – med dertilhørende budgetforhandlinger står for døren.

Og når vi kigger på Rebild Kommunes folkeskole (der drives som landets billigste), er der ingen tvivl om, at vi befinder os i en decideret krisetilstand.

At sammenligne denne krise med den allestedsnærværende klimakrise, er måske at tage munden for fuld, men for de familier, hvis børn måtte have bare det mindste behov for en ekstra indsats, er der ingen tvivl om, at de manglende specialpædagogiske indsatser, der nu er sparet væk, fylder meget.

Man kigger sig desperat over skulderen efter en hjælp, der blot udebliver. Derfor ser vi også, at de familier, der måtte have ressourcerne til det, søger alternativer til den kommunale folkeskole.

DET KAN VI IKKE VÆRE BEKENDT – vi skal værne om den kommunale folkeskole, og den nuværende tilstand er på alle måder stærkt fordyrende for Rebild Kommunes slunkne kasse.

I SF-Rebild mener vi ikke, at skolelukninger er den rigtige vej at gå. Et evt. provenue er simpelthen for lille, og konsekvenserne for vores landsbyer og sammenhængskraften i vores kommune står slet ikke mål hermed.

Derfor vil det altoverskyggende fokus for SF Rebild ved de kommende budgetforhandlinger være at etablere en økonomisk genopretningsplan for vores fælles folkeskole.