Nyheder
Flere danskere tager færgen: Passagertallet stiger i de danske havne
Næsten 600.000 flere passagerer rejste med færger i 2025, viser nye tal fra Danmarks Statistik
Næsten 600.000 flere passagerer rejste med færger i 2025, viser nye tal fra Danmarks Statistik
Der var ekstra travlhed i de danske havne sidste år. Nye tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at både færgepassagerer og godstransport steg i 2025.
I alt benyttede 30,77 millioner passagerer en indenrigs- eller udenrigsfærge i løbet af året. Det er næsten 600.000 flere end året før.
Særligt ruterne mellem Danmark og Sverige samt forbindelsen til Bornholm oplevede fremgang.
Læs også:
Flere rejste over Øresund
Øresundslinjen mellem Helsingør og Helsingborg havde sidste år 257.000 flere passagerer end i 2024. Det svarer til en stigning på fire procent.
Også Bornholmslinjen oplevede flere rejsende. Her havde ruten mellem Ystad og Bornholm 40.000 flere passagerer sidste år.
Dermed rejste mere end 1,8 millioner mennesker til Bornholm med Molslinjens færger i 2025. Det er det højeste passagertal nogensinde på ruten.
”Vi arbejder hver dag hårdt på at gøre Molslinjens færger og vore produkter så attraktive for de rejsende som muligt. Det er dejligt at se, det virker, og at de rejsende bakker op. Men færgerne er lige nu i en voldsom og bekostelig grøn omstilling, så opbakningen skal gerne komme fra alle kanter, så vi hurtigst muligt kan få gjort den kritiske infrastruktur så bæredygtig som mulig,” siger Carsten Jensen, CEO i Molslinjen.
Ø-færger havde fremgang
Færgeruterne mellem de danske øer og fastlandet – bortset fra Bornholm – havde også flere passagerer sidste år.
Her steg passagertallet med otte procent sammenlignet med 2024. I alt transporterede ø-færgerne 5,9 millioner passagerer i 2025.
Ifølge Danske Rederier spiller færgerne fortsat en vigtig rolle i danskernes hverdag og rejsevaner.
”Danmark er et færgeland. Mange mennesker bruger færgerne som en del af deres daglige transport mellem hjem og arbejde, men vi er også flittige til at benytte færgerne som en tiltrængt pause på længere ture på tværs af landet eller til udlandet. Vi har generelt en meget stabil drift på de mange færgeruter i Danmark,” siger viceadministrerende direktør i Danske Rederier Jacob K. Clasen.
Mere gods gennem havnene
Det er ikke kun passagertrafikken, der voksede sidste år.
Mængden af gods i de danske godshavne steg med 1,4 procent i 2025. Ifølge Danmarks Statistik blev der håndteret 95,1 millioner tons gods i landets 117 godshavne.
Læs også: