Familie

“Fjorden Rundt” runder cykelfest-weekenden af i Hobro – et cykelløb for alle

Søndag 17. august bliver motionscyklisternes dag – med ny “Alt på hjul”-bane som festlig finale

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 14. august 2025

Efter lørdagens store PostNord Danmark Rundt og indvielse af den nye “Alt på hjul”-cykelbane ved Rosendal Idrætsforum fortsætter cykelfesten i Hobro søndag den 17. august. Her afvikles motionscykelløbet Fjorden Rundt, hvor både familier, motionister og erfarne ryttere kan prøve kræfter med ruter gennem Mariagerfjord Kommune.

Alle distancer slutter med en tur på den nye cykelbane, så deltagerne får lov at opleve det nyeste skud på Hobros idrætsfaciliteter.

Tre ruter for alle niveauer

Løbet tilbyder tre distancer:

  • Familieruten på 4,5 km – start kl. 10.20
  • 55 km-ruten – start kl. 10.10
  • 106 km-ruten – start kl. 10.00

Start- og målområdet er ved Døstrupvej 23, Hobro, hvor der også er mulighed for eftertilmelding fra kl. 8.30. Arrangørerne anbefaler dog at tilmelde sig online via Sportstiming for at spare både tid og penge.

Priserne starter ved 20 kr. for familieruten, mens de længere distancer koster fra 150 kr. ved online-tilmelding. Eftertilmelding på de to længste ruter koster 50 kr. ekstra.

Tilmelding og ruter kan ses her: Fjorden Rundt 2025

Hygge, præmier og medaljer

Inden start er der kaffe og rundstykke til deltagerne, og efter målstregen venter en øl eller sodavand samt to røde pølser med brød.

På 55 km- og 106 km-ruterne er der depot undervejs, og der er lodtrækning om sponsorpræmier på startnumrene. Alle børn på familieruten får en medalje som minde.

Parkering findes ved Rosendal Idrætsforum og Rosendalskolen, og omklædning er mulig fra kl. 8.30.

Sikkerhed i fokus

Arrangørerne minder om, at færdselsloven skal overholdes, og at cykelhjelm er obligatorisk.

Bøjler, triudstyr og pacing med e-cykler er forbudt, og alt affald skal tages med tilbage til målområdet. Ruterne er markeret med skilte og pile, men der anbefales download af ruterne fra Garmin eller via GPX-filer for at undgå forvekslinger.

Hobro CK og HC38 håber på stor opbakning

Fjorden Rundt arrangeres af Hobro Cykle Klub i samarbejde med HC38.

”Vi glæder os til at runde den store cykelfest af med et løb, hvor alle kan være med. Med den nye bane som afslutning bliver det en helt særlig oplevelse for både deltagere og publikum,” siger arrangørerne.