Nyheder

Et århundrede i luften: Vejrudsigter til fly fylder 100 år

Fra simple observationer til avancerede prognoser har flyvemeteorologien udviklet sig markant siden 1926

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 19. april 2026

Søndag den 19. april markerer et særligt jubilæum i dansk luftfart: Det er præcis 100 år siden, grundstenen blev lagt til den flyvemeteorologiske tjeneste i Kastrup.

Tilbage i 1926 begyndte arbejdet med at levere vejrudsigter til flytrafikken – dengang med langt mere begrænsede muligheder end i dag. Siden har både meteorologi og luftfart udviklet sig side om side.

Fra telex til satellitter

I 1920’erne sad meteorologer og observatører tæt på landingsbanerne og fulgte vejret direkte. Kommunikation foregik via telex, telefon og personlige briefinger.

Siden tog udviklingen fart – især under og efter Anden Verdenskrig, hvor behovet for præcise vejrudsigter voksede. I Danmark førte det blandt andet til etableringen af Forsvarets Vejrtjeneste i 1953.

I dag er teknologien en helt anden. Telex er erstattet af internet og online briefinger, og satellitbilleder er blevet en fast del af arbejdet.

En særlig disciplin

Flyvemeteorologi adskiller sig fra almindelige vejrudsigter ved at være langt mere detaljeret og kortsigtet.

– “Flyvemeteorlogi er en særlig disciplin, fordi vi som meteorologer normalt laver vejrudsigter for større områder og flere dage frem. Netop for flytrafikken er vi nede og forudsige ændringer i vindens retning og skyernes højde time for time. Det – og det faktum at brugeren er helt tæt på, gør det ekstra sjovt at lave vejrudsigter til piloter,” siger Anesten Devasakayam, enhedsleder i Vejrtjenesten.

Samlet indsats siden 1990

Et vigtigt skridt i udviklingen kom 1. januar 1990, hvor Flyvevejrtjenesten, Forsvarets Vejrtjeneste og Meteorologisk Institut blev samlet i Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Sammenlægningen lagde fundamentet for det samlede beredskab, der i dag leverer vejrudsigter til både civil og militær luftfart.

Tæt samarbejde i luften

En af DMI’s centrale samarbejdspartnere er Naviair, som står for flyvekontrol i Danmark. Her spiller vejrudsigterne en afgørende rolle i det daglige arbejde.

– “For os i Naviair er et tæt og velfungerende samarbejde med meteorologerne afgørende for vores flyvelederes arbejde. Præcise og rettidige vejrudsigter og informationer har stor betydning set i forhold til flyvevejene, håndteringen af turbulens og hvor mange fly, der sikkert kan håndteres på de lufthavne, hvor vi har flyveledere. Vi har en stor værdi af et godt samarbejde med DMI’s meteorologer,” siger driftsdirektør i Naviair En Route, Dan Dreijer Andersen.

Internationalt samarbejde

I dag leveres flyvevejrudsigter fra blandt andet København, Karup, Skrydstrup og Nuuk. Prognoserne rækker typisk op til 24 timer frem og er målrettet forholdene ved landingsbanerne.

Samtidig er arbejdet blevet internationalt. Danmark indgår i det nordiske samarbejde NAMCON, hvor vejrudsigter og varsler koordineres på tværs af landegrænser. Rammerne fastsættes af FN-organisationen International Civil Aviation Organization (ICAO).

En vigtig del af sikker flytrafik

Fra lokale vejrkontorer til et højt specialiseret internationalt samarbejde har flyvevejrtjenesten udviklet sig markant gennem de sidste 100 år.

I dag er præcise vejrudsigter en integreret del af en sikker og effektiv flytrafik – både i Danmark og internationalt.