Nyheder
En tredjedel af verdens mad går tabt: Nu skal dansk initiativ vende udviklingen
Verdens første internationale ledelsesstandard for reduktion af madspild er klar. Danmark tog initiativ til arbejdet, der skal hjælpe virksomheder med både at spare råvarer og reducere omkostninger.
Virksomheder i fødevarebranchen har fået et nyt internationalt værktøj til at sætte madspild i system.
Den nye standard hedder ISO 20001 og er verdens første internationale ledelsesstandard målrettet reduktion af fødevaretab og madspild. Danmark tog initiativ til udviklingen i 2021 og har siden stået i spidsen for det internationale arbejde.
Standarden kan bruges af virksomheder i hele fødevarekæden og skal blandt andet gøre det lettere at måle madspild, finde årsagerne og arbejde systematisk med at reducere det.
En tredjedel af verdens mad går tabt
Potentialet er stort. En tredjedel af verdens mad går i dag tabt eller bliver spildt. Samtidig står madspild globalt for 8-10 procent af den samlede udledning af drivhusgasser, oplyser Dansk Standard med henvisning til FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO.
Når fødevarer går til spilde, handler det samtidig om ressourcer som vand, energi, jord, arbejdskraft og transport.
For virksomhederne kan mindre spild derfor også have en økonomisk gevinst. Bedre udnyttelse af råvarerne kan reducere omkostninger, styrke forsyningssikkerheden og mindske tabte investeringer.
Læs også:
Danmark stod bag initiativet
Dansk Standard tog i 2021 initiativ til den internationale standard. Forslaget fik opbakning fra samtlige medlemslande i ISO, hvorefter Danmark fik ledelsen af det internationale udvalg.
”Vi spilder enorme mængder spiseklare fødevarer og det er så trist, når man tænker på alle de ressourcer, der samtidig går tabt gennem hele forsyningskæden. Jeg antager ikke, det er manglende vilje, men mangel på systematik og ensartede rammer til at måle, veje og rapportere.
Den har vi nu, så det er bare med at gå i gang, for vi er langt bagud i forhold til de mål, der er sat for reduktionen”, siger Carina Dalager, seniorkonsulent i Dansk Standard og ansvarlig for det internationale standardiseringsarbejde for madspild.
EU stiller nye krav
Den nye standard er frivillig, men kommer samtidig med skærpede mål i EU.
EU har vedtaget bindende mål, som senest ved udgangen af 2030 skal reducere madspildet med 10 procent inden for fødevareforarbejdning og -produktion. For detailhandel, restauranter, fødevaretjenester og husholdninger er målet en reduktion på 30 procent per indbygger sammenlignet med gennemsnittet for 2021-2023.
ISO 20001 skal blandt andet give virksomheder et systematisk værktøj til at dokumentere deres indsats. Standarden åbner også mulighed for certificering, så virksomheder kan dokumentere arbejdet over for blandt andre kunder og i forbindelse med udbud.
Læs også: