Politik

En god start på familielivet – barnet i fokus

En god start på familielivet – barnet i fokus

Redaktion
Af Redaktion 23. oktober 2021

Af Nina Lidegaard, Pia Ravnholt og Lene Aalestrup, Kandidater for Det Konservative Folkeparti i Rebild

Rebild Kommune er i rivende udvikling og det skaber store udfordringer i pasningstilbuddene.

Derfor er det vigtigt, vi får sikret disse rammer bedst muligt. Trods frikommuneforsøg, som kan give mulighed for at ændre indhold, aktiviteter og fokus, er rammerne stadig en vigtig faktor for at sikre vore børn en god og tryg start.

Derfor er det vigtigt, vi får fremtidssikret dette, og her ser vi flere muligheder.
Vore dygtige dagplejere skal mere i centrum og håbet er, at flere får lyst til at blive dagplejere her i Rebild Kommune, så vi hele tiden sikrer valgmuligheder for vores børnefamilier.
Derudover skal vi sikre, at institutionerne har plads både inden- og udendørs. Vi skal sørge for at være en attraktiv arbejdsplads, hvor medarbejderne trives, har et godt arbejdsmiljø og en meningsfyldt hverdag, så de har mulighed for at sikre trivsel, fokus og pædagogiske aktiviteter for børnene. Sidst, men ikke mindst, skal vi sørge for, at der er personale nok til opgaven.

Vi skal have sat fart under den nye institution Fuglsang i Støvring og ligeledes den nye institution i Skørping. I Nørager er man godt i gang med en ny institution med integreret vuggestue. Næste skridt er, at vi skal have opkøbt Lægehuset på Bavnebakken, når det nye Sundhedshus står klar i Ådalene. Herved kan vi sikre en central placering, hvor vi kan skabe et hus med fokus på fællesskab, som kan aflaste de pressede institutioner i Støvring med at lade børnene komme på tur til specialindrettede pædagogiske rum. Det kan give rum til fokus på vores børn med særlige behov eller aktiviteter, der kan styrke en børnegruppe på tværs. Derudover kan rammerne benyttes af Børnehaven Bavnebakken. Vi må ikke lade denne mulighed slippe fra os, som set så mange gange tidligere i samme område.

Yderligere skal vi have kigget på de nuværende rammer rundt om på vores institutioner, således vi hele tiden optimerer og bruger dem smart. Flere institutioner trænger til mindre opdateringer, som vil påvirke hverdagen for børnene meget positivt. En overdækning af atriumgården i Børnehuset Kronhjorten er et godt eksempel herpå.

Vi er utrolig glade for at have skabt mulighed for pasning af egne børn, der ligeledes sikrer mulighed for at have en anderledes familiestart, hvis man ønsker dette for sit barn og familie. Et vigtigt tilbud, som flere kommuner nu glædeligvis også beslutter.

Der er således mange gode takter, men vi er langt fra i mål! Vi skal forsat have større fokus på at sikre gode rammer i vores pasningstilbud, herunder holde fokus på rekruttering af dagplejere og pædagoger i HELE Rebild Kommune, til glæde for en god børne- og familiestart.