Rebild og omegn

Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond støtter REGAN Vest

Lokal fotograf

Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond støtter REGAN Vest
20. december 2017
Af Redaktion

.
Af Helle Schiønning

Bestyrelsen i Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond har på sit møde tirsdag 28. november 2017 tildelt Nordjyllands Historiske Museum 100.000 kr. i støtte til udgivelse af en fotobog om koldkrigsbunkeren REGAN Vest.

Vi er dybt taknemmelige for donationen, som vi ser som en anerkendelse af det store arbejde, vi er i gang med, inden vi kan åbne REGAN Vest for det brede publikum, siger museumsdirektør Lars Christian Nørbach, Nordjyllands Historiske Museum og fortsætter:

Allerede nu er interessen for bunkeranlægget i Rold Skov enorm, og bogen er tænkt som en visuel introduktion til et autentisk stykke danmarkshistorie, der indtil for nylig har været en af landets bedst bevarede hemmeligheder.

REGAN Vest Demokratiets sidste bastion er tænkt som et værk, der henvender sig til et bredt publikum. Bogen bliver for de mange, der allerede nu viser interesse for anlægget og ser frem til et besøg i REGAN Vest. Når anlægget er åbent for publikum, kan bogen også bruges til at forlænge museumsoplevelsen – et middel til refleksion. For et besøg i REGAN Vest er overvældende oplevelse. Det viser de foreløbige testrundvisninger, museet har foretaget i forbindelse med udarbejdelsen af en forretningsplan for stedet. De fleste gæster er eftertænksomme og stille, når de kommer ud af anlægget, og først timer eller dage senere er oplevelsen fordøjet, og spørgsmålene melder sig.

I fotografiets eget udtryksfulde sprog kombineret med korte fakta-baserede tekster vil museet med bogen give læseren en flig af den fascinerende historie om Danmarks civile beredskab under Den Kolde Krig.
På sigt vil bogen forhåbentlig forlænge museumsoplevelsen og give inspiration til fordybelse i et stykke Danmarkshistorie fra en ikke særlig fjern fortid.

Det bliver den nordjyske fotograf Lars Horn, der skal tage bogens billeder. Han er uddannet fotojournalist i 1983 fra St. Cloud State University, Minnesota, USA og har siden 1990 været freelance fotograf og medejer af fotobureauet Baghuset Pressefoto i Aalborg. Lars Horn har leveret fotos til en lang række bøger blandt dem Børglum Kloster fortid, nutid, fremtid. 2010. Forfatter: Birthe Lauritsen, Rundt i Aalborg. 2016. Forfatter: Britt Nørbak og På toppen af Skagen. 2017. Forfatter: Britt Nørbak.

Redaktion og tekstarbejde varetages af museumsinspektør, cand.mag. Ulla Varnke Egeskov og journalist, kommunikationschef Helle Nørgaard Jensen, begge Nordjyllands Historiske Museum.
Bogen forventes udgivet i det kommende års tid.

Der blev på det halvårlige møde i den royale fond i alt bevilliget 3.609.300 kr.

Nyt partnerskab skal forstærke Rold Skov Golfklub

Læs også: Nyt partnerskab skal forstærke Rold Skov Golfklub

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Rebild og omegn

Se flere artikler