Drømmer du om en karriere blandt blå blink? Nordjyllands Politi søger kontorelever

1. februar 2024

Vil du være med til at holde styr på sagerne?Som kontorelev ved Nordjyllands Politi bliver du en del af en spændende og alsidig arbejdsplads, hvor du er med til at understøtte politiets kerneopgaver og løse en vigtig opgave i samfundet.

Ved Nordjyllands Politi er man ikke bare elev, men deltager på lige fod med sine kolleger om at løse opgaverne. Tiden ved politiet er unik en tid man aldrig vil glemme Christina, kontorelev ved Nordjyllands Politi.

Hvad kan du forvente?

Du får et udviklende og velkoordineret uddannelsesforløb, hvor du vil have en elevansvarlig, der følger dig hele vejen.
Du kommer rundt i flere af følgende sektioner: Anklagemyndigheden,
Servicecenteret med 114 opkald, Regnskab, Ledelsessekretariat,
Sagscenter, Central Visitation og vores lokalstationer i Hjørring,
Frederikshavn og Hobro. Dette for at sikre, at du får et bredt indblik i
politiets forskelligartede opgaver og hele det understøttende set-up.
Af samme årsag kan du blive tilbudt at køre med på patrulje,
overvære et retsmøde og andre særopgaver.
Du er i hver afdeling i ca. 4-6 måneder og arbejder sammen med kolleger fra forskellige faggrupper- heriblandt uniformerede betjente, jurister, administrative medarbejdere og andre faggrupper.
Du får en arbejdsdag, der indeholder en god blanding af nye
udfordringer, men også rutineprægede arbejdsopgaver.
Du bliver en del af et engageret og socialt elevhold på 4 elever, der er
sammensat af både 1. og 2. års elever. Der arrangeres temadage for
eleverne 2 gange om året.

Hvem er du?

Du tager ansvar for dit arbejde og er motiveret for at lære og
nysgerrig efter nye arbejdsopgaver.
Jobbet indeholder en del kommunikation med borgere, både via telefon, mail og i ekspeditionen. Det er derfor væsentligt, at du er servicemindet og har gode kommunikationsevner. Derudover kan det blive aktuelt, at du skal skrive og tale engelsk, hvilket du skal kunne beherske.
Det er centralt, at du har let ved at arbejde sammen med andre, idet tværgående opgaveløsning er en del af hverdagen, og vi prioriterer tæt fagligt fællesskab og sparring.
Du er åben og positiv og ser en værdi i, at indgå i sociale relationer med dine kollegaer.
Du er indstillet på, at rutineopgaver er en del af hverdagen.
Du har generelt flair for IT.
Uddannelsen vil primært foregå på hovedstationen i Aalborg, men du skal være indstillet på, at der kan forekomme en periode af elevtiden på en af lokalstationerne i Hjørring, Frederikshavn eller Hobro.

Løn- og ansættelsesvilkår

Tiltrædelse er den 1. september 2024.

Der indgås en aftale om en 2-årig uddannelsesstilling med en 37 timers arbejdsuge. Ud over den praktiske uddannelse er der i alt 15 ugers skolegang inklusiv en studietur til Bruxelles og den afsluttende fagprøve. Skoleperioderne foregår på Aalborg Handelsskole.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.

Du bliver tilknyttet Nordjyllands Politi under hele dit uddannelsesforløb.

Det er en forudsætning for ansættelsen, at du og evt. samlever/sambo kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Du har bestået eller forventer at bestå én af nedenstående uddannelser:
EUX Business eller HHX
STX, HTX eller HF suppleret med et 5-ugers EUS-forløb

Er du fyldt 25 år inden grundforløbets start (EUX/EUS), bedes du sende en realkompetencevurdering med din ansøgning.

Er du i tvivl om, hvorvidt du opfylder adgangskravene, bedes du kontakte dit uddannelsessted.

Kontakt og ansøgning

For at komme i betragtning til stillingen som kontorelev bedes du uploade dit CV og en besvarelse af nedenstående 4 spørgsmål og derfor IKKE sende en motiveret ansøgning. Din besvarelse må max. fylde 1 A4 side.

Hvorfor har du valgt at søge en stilling som kontorelev i Nordjyllands Politi?
Hvilke personlige kompetencer kan du bringe i spil i forbindelse med dit uddannelsesforløb?
Hvilke erfaringer fra skole eller arbejde mener du at kunne drage fordel af i jobbet som kontorelev?
Hvad er dine forventninger til Nordjyllands Politi som arbejdsplads?

Vi afholder første rekrutteringsrunde torsdag den 29. februar og herudfra udvælger vi dem, som går videre til samtale enten den 7. eller 8. marts. Til samtalen skal du forberede et oplæg på ca. 5 minutter, hvor du fortæller om dig selv, og hvorfor vi skal ansætte dig som vores nye kontorelev.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte uddannelsesansvarlig Diana Bruun Tellefsen på njyl-persudv@politi.dk.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden spørgsmålsbesvarelsen og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Ansøgningsfrist: 25. februar 2024

Ansøg via hjemmesiden her