DGI sætter fut i eleverne på Suldrup Skole

23. september 2017
DGI sætter fut i eleverne på Suldrup Skole

.
Af Helle Schiønning

Skolen har tidligere dette skoleår haft et godt samarbejde omkring håndbold for 2. klassernes elever og pigerne på 4. årgang i samarbejde med IK Frems håndboldafdeling sammen med DGI, fortæller Berit Kastrup Krogh som er viceskoleleder.

Blandt andet fordi det er en del af skolereformen – og fordi det er en god idé at præsentere børn og unge for idrætsgrene, som kan inspirere til sundere levevis og dermed et bedre og længere liv. I Rebild Kommune lyder visionen et sundt liv i en sund kommune, hvilket matcher skolens aktiviteter på dette område. På skoleområdet er der et kontraktmål omhandlende Samarbejde Den åbne skole eksterne samarbejder, så alt i alt får man tilgodeset mange overordnede målsætninger i et sådant samarbejde. 1., 2. og 3. klasserne fik undervisning i badminton, mens 4. og 5. klasserne fredag den 29.9 skal have et idrætsstævne med badminton som tema.

Jesper Winther, der som idrætslærer har været tovholder på samarbejdet omkring badminton, fortæller, at det er et godt lokalt samarbejde, hvor eleverne får lov til at snuse til en idrætsgren og til at opleve det gode fællesskab, der kan opstå, når man laver noget fysisk sammen.

Eleverne havde en god dag med bevægelse, godt humør og en mulighed for efterfølgende at tænke over, om det mon var en idé at være aktiv indenfor badmintonsporten. Danmark har som nation et stolt omdømme, sidst med verdensmesteren Victor Axelsen. Måske er der en ny mester i sigte her fra Suldrup?

Som skole skal man arbejde sammen med foreninger og firmaer i området og det er så heldigt, at der her i Suldrup er en god ånd omkring dette.

Rebild og omegn

Se flere artikler