Nyheder

Danske Spil melder om dødt løb mellem Pogacar og Vingegaard

Det er officielt, at Jonas Vingegaard skal køre Tour de France. Danske Spil vurderer de to storfavoritter til at være akkurat lige gode – men danskerne har stadig Vingegaard som favorit.

Danske Spil melder om dødt løb mellem Pogacar og Vingegaard
24. juni 2024
Af Redaktion

Når det om kort tid går løs på den franske asfalt, bliver det med Jonas Vingegaard som en af favoritterne til at vinde løbet. I går blev det officielt, at de seneste to års vinder stiller til start som kaptajn for sit hold.

Dermed er der lagt op til endnu en duel med rivalen Tadej Pogacar – en duel, som af Danske Spils eksperter spås helt åben.

Det står næsten helt lige mellem de to storfavoritter, både i vores odds og hvem af de to, danskerne tror på. Det er derfor vores vurdering, at Touren i 2024 har potentialet til at blive den mest spændende i mange år. I hvert fald, hvis man kigger på cykelløbet med neutrale briller og som cykelfan, siger Jesper Jakobsen, som er oddssætter hos Danske Spil.

Jonas Vingegaard havde et slemt styrt i april, og har derfor haft en meget mangelfuld optakt til verdens største cykelløb. Noget, der kan mærkes i opbakningen fra danskerne, som dog stadig står bag den vævre pedalist.

Jonas Vingegaard har på grund af sit styrt haft en alt andet end perfekt opvarmning til touren, og det betyder selvfølgelig en del for vores vurdering: Sidste år havde vi Jonas Vingegaard som klar favorit til den samlede sejr, mens vi i år vurderer, at Vingegaard og ærkerivalen Tadej Pogacar ligger helt lige, siger Jesper Jakobsen, og fortsætter:

Tvivlen om Jonas Vingegaard og hans form har også påvirket vores kunders tro på danskeren. De tror stadig mest på en samlet Tour-sejr til Vingegaard, men afstanden ned til Tadej Pogacar skrumper ind. Ser vi på fordelingen af spil på Vingegaard og Pogacar de sidste tre år, så var den 65-35 i dansk favør i 2022, 60-40 i 2023, og i år er der kun 55 procent, der tror på Vingegaard, mens der er 45 procent i Pogacars lejr, slutter Jesper Jakobsen fra Danske Spil.

Tour de France starter i år i Firenze den 29. juni – og finder i øvrigt sin afslutning i Nice, da der er OL i Paris.

/ritzau/

3 projekter i Rebild får støtte fra Norlys Vækstpulje Nord

Læs også: 3 projekter i Rebild får støtte fra Norlys Vækstpulje Nord

Tilmeld dig vores nyhedsbrev