Nyheder
Dansk rekord i EU-forsvarsprojekter
Flere danske aktører – og universiteter – deltager i EU-støttede forsvarsprojekter
Danmark deltager i år i rekordmange EU-støttede forsvarsprojekter. Nye tal viser, at danske aktører er med i 15 ud af 57 projekter under Den Europæiske Forsvarsfond (EDF) i 2025.
Det betyder, at Danmark er repræsenteret i mere end hver fjerde af de støttede projekter.
Universiteter spiller større rolle
Særligt forskningsmiljøerne fylder mere end tidligere. I over halvdelen af de danske projekter deltager universiteter eller teknologiske institutter.
Aalborg Universitet er med i tre projekter, mens Teknologisk Institut deltager i fire.
Ifølge Lars Bo Larsen, direktør for Nationalt Forsvarsteknologisk Center, er det et tegn på stærke danske kompetencer:
“Vi kan sagtens være med – selv på de sværeste og mest komplicerede projekter. Vi har en skarp og konkurrencedygtig videnssektor, der er vant til at arbejde på europæisk plan, som vi kender det fra andre områder som for eksempel energisektoren og fødevarebranchen. Vi kan se at samme tilgang virker på forsvarsområdet, men der er fortsat masser af uløst potentiale – særligt i forbindelse med den danske oprustning”
Læs også:
Millioner i støtte – men potentiale er større
EU har siden 2021 uddelt milliarder til forsvarsteknologi. Danske aktører har i perioden 2021-2024 modtaget omkring 240 millioner kroner.
Alligevel halter Danmark stadig efter blandt andet Sverige, som har hentet omkring dobbelt så meget støtte.
Derfor efterlyser Lars Bo Larsen en klar dansk strategi:
“Det går fremad, men vi kan gøre meget mere fra dansk side. Det, vi mangler, er især en samlet prioritering og en national strategi, der sikrer samspillet mellem danske prioriteter for Forsvaret og den danske videnssektors indsats. Ingen af de projekter, vi i dag er i, har reel dansk deltagelse fra Forsvaret. Når først det sker, vil vi se danske aktører få en helt anden relevans. Og i EU kan vi sikre en mere effektiv dansk oprustning via europæiske samarbejder”, siger han.
Læs også: