Nyheder

Dagens vejr: En rolig efterårsdag torsdag – fredag kommer der storm

Torsdag byder på pænt efterårsvejr med nogen eller en del sol de fleste steder i landet. Der kan dog også forekomme perioder med skyer. Temperaturen stiger i løbet af dagen til omkring 13–14 grader efter en kølig morgen. Vinden bliver svag til jævn fra syd og sydøs

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 2. oktober 2025

I aften og i nat holder vejret sig tørt og mest klart, men der er risiko for lokale tågebanker. Temperaturen falder til mellem 6 og 11 grader. Vinden forbliver svag til jævn omkring sydøst, ved kysterne stedvis op til frisk vind.

Vejrskifte på vej

Fredag starter på samme måde med nogen eller en del sol. Men i løbet af dagen trækker skyer ind fra vest, og fra aften ventes vejret at slå om. Et kraftigt lavtryk bevæger sig ind over landet med regn og tiltagende blæst. Vinden ventes at tiltager til frisk vind til kuling fra syd, og i den nordlige del af landet kan der stedvis opstå stormende kuling med vindstød af stormstyrke.

Lørdag ventes udbredt regn i hele landet. Vinden bliver frisk til hård med risiko for vindstød helt op til stormstyrke.

Risiko for høj vandstand

I forbindelse med det kraftige blæsevejr er der også mulighed for forhøjet vandstand langs kysterne. Det er derfor en god idé at følge situationen tæt.

Varsling om storm

Et stormlavtryk med navnet Amy er under udvikling og bevæger sig fredag mod Skotland fra vest, inden det fortsætter videre mod Norskehavet. Lavtrykket ventes at nå et trykniveau omkring 950 hPa. Prognosen for den præcise bane er endnu usikker, men de tilhørende fronter vil fra natten til lørdag bringe skyer, regn og kraftig blæst ind over Danmark.

Det er især Nordjylland, der ventes at få mest vind, men resten af landet får også en meget blæsende weekend.

Vagtchef Erik Hansen fra DMI oplyser torsdag den 2. oktober kl. 05:
“Stormende kuling med vindstød op til stærk storm.”

Efter to forholdsvis rolige efterårsdage torsdag og fredag, venter et markant vejrskifte med storm, regn og forhøjet risiko for skader i weekenden. Borgerne opfordres til at være opmærksomme på udviklingen og sikre sig mod kraftig blæst og høj vandstand.