Erhverv
Byggebranchen skal forberede sig til en fremtid med råstofmangel
Danmarks byggebranche står over for en potentiel udfordring: En fremtid med mangel på centrale mineralske råstoffer som sand, grus og ler. Et nyt projekt, ledet af Teknologisk Institut, har som mål at kortlægge konsekvenserne af råstofmangel og finde løsninger, der kan sikre branchens fremtid.
Danmarks byggebranche står over for en potentiel udfordring: En fremtid med mangel på centrale mineralske råstoffer som sand, grus og ler. Et nyt projekt, ledet af Teknologisk Institut, har som mål at kortlægge konsekvenserne af råstofmangel og finde løsninger, der kan sikre branchens fremtid.
Mangel på lokale ressourcer
Danmark er i dag selvforsynende med mineralske råstoffer, hvor omkring 30 procent anvendes i byggeriet, mens resten primært bruges til vej- og anlægsprojekter. Men særligt i hovedstadsområdet og på Sjælland er der pres på indvindingen, hvor begrænset arealanvendelse betyder, at materialer skal transporteres fra fjernere egne. Det er ikke blot en økonomisk udfordring, men også en miljømæssig belastning.
Sarah Cecilie Andersen, specialist og ph.d. ved Teknologisk Institut, understreger vigtigheden af at handle nu:
- “Vi står over for en udfordring, hvor vi er nødt til at gentænke måden, vi bruger råstoffer på i byggeriet. Dette projekt skal vise vejen til en mere ressourcebevidst branche og give konkrete bud på, hvordan vi kan håndtere fremtidens ressourceknaphed.”
Konsekvensanalyser skal vise vejen
Projektet, som er støttet af Grundejernes Investeringsfond og Realdania, vil anvende metoden ‘konsekvens LCA’ til at analysere de potentielle konsekvenser af råstofmangel. Metoden skal give indsigt i, hvordan forsyningskæder og markeder påvirkes ved forskellige valg eller scenarier.
- “Ved at opstille fremtidsscenarier med øget fokus på renovering og genbrug, brug af biobaserede materialer eller lettere konstruktioner, vil vi kunne sætte tal på, hvordan byggeriets råstofforbrug og CO2-udledning kan reduceres,” forklarer Sarah Cecilie Andersen.
Idékatalog for fremtidens byggeri
En vigtig del af projektet er udviklingen af et idékatalog, der skal inspirere til mere ressourceeffektive løsninger i byggebranchen. Her vil der bl.a. være fokus på at undgå overforbrug, dimensionere mere præcist, og bygge mere multifunktionelt.
Katrine Hauge Smith, Environmental Science Specialist ved WSP Danmark, uddyber:
- “Det handler om at erstatte traditionelle råstoffer med biobaserede materialer, hvor det giver mening, og udvikle indikatorer, der kan vurdere det reelle ressourcetræk for et byggeprojekt. Det vil gøre det nemmere at vælge de mest ressourceeffektive løsninger.”
FAKTA:
- Projektet Konsekvenser og handlingsrum for byggeriet ved mangel på mineralske råstoffer er støttet af Grundejernes Investeringsfond og Realdania og løber fra januar 2025 til sommeren 2026.
- Projektet ledes af Teknologisk Institut i samarbejde med WSP Danmark A/S.
- Projektet vil bl.a. resultere i et idékatalog, der fokuserer på konsekvenser og løsninger ved råstofmangel i byggebranchen.
Kilde: Teknologisk Institut