Politik

Brug nu pengene rigtigt fra starten

Brug nu pengene rigtigt fra starten

Redaktion
Af Redaktion 31. oktober 2021

Af Henning M Thygesen, kandidat til KV21 på Den Sociale Fællesliste.

Mads blev også i dag holdt hjemme fra skole. Han har ikke haft det godt i skolen de seneste dage. I går løb han grædende bagefter bilen og mor måtte stoppe og tage ham med hjem igen. Den seneste uge har han blot siddet og gemt sig væk i et hjørne i klassen. Han mistrives.

Når Mads må holdes hjemme, skal mor være hjemme og passe ham og er tilkendt økonomisk støtte fra kommunen for ikke at kunne opretholde sit arbejde.

Ovenstående er fuldt opdigtet, og dog ikke.

I Rebild Kommune bruger vi årligt næsten 10 millioner kroner på tabt arbejdsfortjeneste til forældre til børn i alderen 0-17 år. Penge der i mange tilfælde kunne være brugt på at give barnet den rette hjælp i skolen eller institutionen.

Specialområdet bløder

I skolerne sidder rigtigt mange børn som i henhold til PPR burde have en anden hjælp end den vore almene skoler kan give dem. Op mod 75% af disse børn får aldrig hjælp, for specialområdet er så kraftigt underfinansieret, at skolerne og institutioner ikke har råd til at give børnene den rette hjælp.

At give et barn et specialtilbud koster ca 250.000 for den enkelte skole eller institution, og det bliver ofte sådan, at det at hjælpe et barn betyder, at der skæres i skolens øvrige ressourcer. Det er simpelthen ikke penge i systemet til at hjælpe alle vore børn. Nogle bliver tabt.

Dertil kommer alle de børn som beder om minimal hjælp og som med hjælp i op til max 9 timer per uge, kan følge den almene skole. Denne gruppe af børn er ofte efterladt til sig selv og til den tid forældrene kan finde til selvhjælp og har ingen klagemulighed, som i ingen klagemulighed overhovedet.

Børnene fortjener bedre

Vi sætter plaster på såret, men fjerne ikke grunden til at man slår sig. Vi undlader at hjælpe de børn som måske med den rette hjælp kunne forblive i den almene skole i stedet for at blive sendt til specialklasser. Vi skaber en gruppe af børn som ikke får muligheden for at udvikle sig på samme niveau som deres kammerater. Vi kan gøre det meget bedre. Vi kan bruge pengene rigtigt inden der bliver behov for meget dyrere hjælp. Og vi kan igen se vore børn gå glade i skole. Det fortjener de