BREAKING NEWS: Ny vej ned fra Rebild

1. april 2024

Region Nordjylland, Rebild Kommune og Trafikstyrelsen har udarbejdet en plan over en ny vej fra Rebild og ned til Skovvejen. Årsagen er, at Hulvejen er ekstrem farlig at køre på, på grund af de mange cyklister og gående, der færdes på vejen.

Redaktionen Palle Sund

Desuden påpeger Trafikstyrelsen at vejen er smal og noget nær umulig at komme op af om vinteren. Og som de tilføjer Ned skal vi jo nok komme.

Hulvejen synker
I et år har kommunens tekniske afdeling lavet målinger på vejen. Og det viser sig, at vejen synker et par centimeter om året, på grund af den stigende og tunge trafik. På sigt kan dette medføre jordskred fra bakkerne. Alt for store skred vil ødelægge biodiversiteten og det ønsker man ikke.

Hvis byggeriet af den nye vej bliver gennemført, vil man også fjerne de hegn der er langs Hulvejen og lade dyrene passere frit. Hulvejen kan så fremover kun benyttes af gående og cyklister.

Du sparer ca. et minut i tid om sommeren
Den nye vej skal bygges i en højde på ca. otte meter over Hulvejen, og støttes af store beton ben. Disse males dog grønne for naturens skyld. Den 1. april i år har de to kommuner og Region Nordjylland sendt forslaget i licitation. Byggeriet forventes færdigt en gang i 2026/27. Dog senest april 2027. Den nye vej vil spare dig for ca. et minuts køretid.

Hvad prisen bliver er der ingen der rigtigt ved. Der er lagt et budget på max. 3 milliarder kroner (2022 kroner). Men vi ved jo, at de fleste offentlige byggeprojekter sjældent holder prisen. Holder prisen ikke, ser man sig nødsaget til at hæve kommuneskatten. Hvis man da ikke kan finde pengene andre steder. Så kan folk jo selv gætte hvor det bliver.

På billedet kan ses linjeføringen markeret med rød stiplet linje. Den vil ca. følge Hulvejen. Bare bredere og i en anden højde. De to gule cirkler er rundkørsler. Den nye vej er kun for motorkøretøjer. Så ingen gående og cyklister.

Store protester
Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse, Destination Himmerland, Rebild Turistkontor og Rebild i det hele taget, er meget imod projektet. Her frygter man, at turisterne nu bliver væk og at en ny vej vil ødelægge naturen i Bakkerne.

Der har været talt om en offentlig høring i Rebild, så folk kunne komme med indsigelser, men det gik man fra igen, da der helt sikkert ville være for mange der var imod.

Information
Dog er der i dag opstillet en container på p-pladsen ved informationscentret, hvor du kan se alt om den nye vej og hvad den vil betyde for dig. Besøgscontaineren bliver senere dekoreret med store plancher. Der vil i dag være repræsentanter til stede fra Regionen og kommunen, mellem klokken 10 og 12.

Rebildidag.dk følger slagets gang. Se også fjordavisen.nu

Roldskov og omegn

Se flere artikler