Marianne Mainz, der tidligere i år åbnede Blomsteriet på Hadsundvej 17, 9575 Terndrup, går nu ind i den internationale og landsdækkende blomsterkæde Interflora. Det sker både for at imødekomme kundernes ønsker om at kunne sende blomster til familie og venner i hele landet, men også for at styrke fundamentet under Mariannes butik, som hun åbnede efter over 20 år som ansat i andres forretningseventyr.
For over 20 år siden tog Marianne Mainz de første skridt mod sin blomsterdrøm. I februar i år kunne hun så endelig realisere drømmen og slå dørene op for sin helt egen blomsterforretning Blomsteriet på Hadsundvej i Terndrup med sit helt eget udtryk og sortiment.
Nu tager Marianne så endnu et vigtigt skridt i hendes ambitioner inden for blomsterverdenen, og Blomsteriet bliver fra 1. oktober en del af den landsdækkende blomsterkæde Interflora. Samarbejdet giver bl.a. Marianne mulighed for at imødekomme kundernes ønsker om at kunne få sendt blomster og gavehilsner rundt i hele landet.
Marianne har en lang baggrund inden for blomsterbranchen, hvor hun blev færdiguddannet tilbage i 2000, og hun har de seneste mange år været både fastansat og selvstændig freelancer som blomsterdekoratør og havde en overgang også sin egen blomstergårdbutik. Men denne gang skulle det være:
“Det er ikke så længe siden, at jeg fik min første ‘rigtige’ blomsterforretning i hjertet af et område, som jeg elsker. Jeg oplever allerede en stærk forbindelse og opbakning fra lokalsamfundet i Blomsteriets korte levetid, som jeg sætter utrolig stor pris på,” fortæller Marianne Mainz. “Jeg har længe drømt om at åbne mit helt eget, som jeg kunne sætte mit eget præg på. Nu sætter vi så fut under ambitionerne med et partnerskab med Interflora”.
Kvalitet forbliver i fokus
Samarbejdet med Interflora, med officiel tilslutning den 1. oktober, repræsenterer en ny milepæl for Blomsteriet, Det er blandt andet Interfloras omfattende kendskab i befolkningen og et fokus på kvalitet, som i sin tid fik Marianne til at tænke på Interflora som en mulig samarbejdspartner. Og så selvfølgelig, at kunderne har efterspurgt at kunne sende buketter rundt i landet.
“Jeg tror, at dette partnerskab vil styrke vores evne til at levere en endnu bedre kundeoplevelse og opfylde vores kunders forventninger om at kunne få leveret deres ordrer overalt i Danmark. Jeg ser samarbejdet med Interflora som et kvalitetsstempel, og vi har siden åbningsdagen bestræbt os på altid at gøre vores bedste og lige det ekstra, og det tager vi med videre i vores samarbejde med Interflora,” afslutter Marianne Mainz.