Efter at have haft orlov fra byrådsarbejdet siden starten af februar vendte Birgitte Wilsted Simonsen (Det Konservative Folkeparti) den 31. marts tilbage til pladsen i byrådssalen i Rebild Kommune.
“Jeg har desværre været forhindret i at deltage i både udvalgsmøde og byrådsmøde på grund af arbejde og uddannelse, så i stedet for at pladsen skulle stå tom, så valgte vi i den konservative byrådsgruppe at få indkaldt en suppleant, så vi kunne stille med en komplet byrådsgruppe” fortæller Birgitte Wilsted Simonsen.
Ved siden af byrådsarbejdet arbejder Birgitte som førstehjælpsinstruktør ved Røde Kors og har samtidig firmaet OutdoorHimmerland. Det er sidstnævnte firma, der har foranlediget, at der var behov for en kort orlov.
“Jeg er begyndt på den officielle uddannelse som naturvejleder. Uddannelsen er modulopdelt, og der er moduler, der fast skal tages før andre i uddannelse. Dette modul var så lige i Fredensborg i Nordsjælland, så det var ikke muligt også at være i Støvring. Heldigvis så ser det ud til at resten af uddannelsen ikke kommer i konflikt med politiske møder” fortæller Birgitte Wilsted Simonsen.
Birgitte Wilsted Simonsen genindtræder nu i Rebild Byråd, i Børne og Ungeudvalget samt i Børne og Familieudvalget, hvor hun er næstformand.