RebildPorten skruer op for indsatserne over for amerikanske turister og virksomheder, efter SAS har åbnet en fast rute mellem Aalborg og New York
I dag, 111 år efter den første Rebildfest, er den traditionsrige fejring i Rebild Bakker af den amerikanske uafhængighedsdag fortsat et fyrtårn i Rebild Kommune. Bakkerne er i sig selv et yndet turistmål med omkring 450.000 besøgende hvert år, men Rebildfesten er en begivenhed, de fleste voksne danskere har kendskab til.
Derfor indgår Rebildfesten også som en del af den faste udstilling i RebildPortens besøgscenter ved indgangen til Rebild National Park. Men i år er der ydermere en særudstilling i tiden op til 4. juli. Denne udstilling er lavet i samarbejde med Museum Rebild og Rebildselskabet, og fortæller både om den historiske udvandring fra det fattige Danmark i perioden 1840 til 1914 til mulighedernes land på den anden side af Atlanterhavet. Men den fortæller også skæbnehistorier om udvandring helt op til nutiden, hvor enkeltpersoner fortæller om deres bevæggrunde for at søge lykken i et andet land.
RebildPorten fungerer både som formidlingsrum overfor turister, men også som en institution, hvor medarbejderne arbejder med branding af Rebild Kommune som turistdestination. Både for private og for virksomheder der i stigende grad bruger det naturskønne område til konferencer og medarbejderarrangementer.
At deltage i markedsføringen af Rebildfesten er derfor en naturlig del af RebildPortens arbejde, og i år er ingen undtagelse. SAS har åbnet en fast flyrute mellem Aalborg og New York, og det giver anledning til, at Rebild Kommune skruer op for indsatsen overfor amerikanske turister, lyder det fra erhvervs- og turistchef Jane Bejlegaard Lindberg.
– Vi ser åbningen af den nye New York-flyrute, som en oplagt mulighed for tiltrækning af amerikanske turister til det nordjyske og Rebild Kommune, siger hun.
RebildPorten har derfor promoveret landsdelen, eksempelvis på en 2-dages workshop arrangeret af VisitDenmark. Her var medarbejdere i RebildPorten i direkte dialog med amerikanske turistoperatører. Aktuelt havde VisitDenmark og SAS inviteret seks turistoperatører og rejseagenter på rundtur i Nordjylland. De amerikanske gæster fik blandt andet lov til at opleve REGAN Vest og køre en flot tur gennem bakkerne i Rebild.
– I relation til amerikanere fortæller vi naturligvis om Rebild generelt, men også særskilt omkring Rebildfesten, historien og hvorfor der er så tætte bånd til USA. Amerikanerne er jo vilde med den historiske fortælling, og Rebildfesten er fortsat den største fejring af Uafhængighedsdagen 4. juli uden for USA, siger Jan Krage, der er destinationsudvikler ved RebildPorten.
Fokus på erhvervslivet
Den historiske tilknytning får også Rebild Kommune til at se synergi til erhvervsudviklingen og samhandelen mellem USA og lokale virksomheder, fortæller Jane Bejlegaard Lindberg.
– Vi ser øgede muligheder for målrettet tiltrækning af amerikanske turister samt styrkelse af erhvervsrelationer på tværs af Atlanten. I Rebild har vi historiske relationer helt tilbage fra udvandringstiden og fejringen af den amerikanske uafhængighed 4. juli i Rebild Bakker. Det samarbejde styrkes og udvides i år til også at have et erhvervsarrangement med fokus på samhandel med USA, siger hun.
Fast udvandrerudstilling i Museum Rebild
Ud over særudstillingen i RebildPorten, er det muligt året rundt at se en større fast udstilling om udvandringstiden og særligt om Rebild-områdets tætte tilknytning til USA.
En tilknytning, der blev forstærket, da dansk-amerikaneren Max Henius stod i spidsen for opkøbet af det område, vi i dag kender som Rebild National Park. En kreds i det daværende Dansk-Amerikanske Selskab havde besluttet at opkøbe et sted, hvor selskabets årlige 4. juli-fester i Danmark kunne afvikles, og hvor danske udvandrere kunne vende tilbage og opleve deres hjemlands smukke hedelandskab.
Bakkerne blev købt, og hele området fredet. Med undtagelse af nogle få aflysninger i forbindelse med krigsårene og senest corona-tiden, har der siden 1912 været Rebildfester i det populære turistmål.