Alarm 112
Politiet advarer efter tre svindelsager i Nordjylland: Ældre kvinder fra Hobro fik stjålet bankkort og smykker
Tre steder i politikredsen – i Hirtshals, Hobro og Hjørring – blev der i løbet af i går, den 14. oktober 2026, begået såkaldt kontaktbedrageri rettet mod ældre medborgere. Efterforskningen af sagerne er i gang; og Nordjyllands Politi vil i samme moment gerne advare mod denne form for kriminalitet.
Nordjyllands Politi advarer torsdag den 15. oktober mod aktive kontaktbedragere, efter at tre ældre kvinder onsdag blev udsat for svindel i Hobro, Hjørring og Hirtshals.
I alle tre tilfælde blev kvinderne først kontaktet telefonisk, hvorefter mænd mødte op på deres adresser og fik udleveret bankkort og smykker. Efterfølgende blev der hævet penge fra kvindernes konti.
Politiet undersøger nu, om de samme gerningsmænd står bag alle tre tilfælde.
84-årig kvinde i Hobro blev narret
Et af bedragerierne fandt sted onsdag den 14. oktober omkring klokken 13 i Hobro.
Her blev en 84-årig kvinde ringet op af en person, som fortalte, at en lang række CPR-numre var blevet lækket, herunder kvindens eget.
Efter opkaldet dukkede en mand op på hendes adresse. Han fik udleveret kvindens dankort og smykker, inden han forlod stedet.
Kort efter blev der hævet penge fra hendes konto.
Læs også:
To andre kvinder blev også ramt
Tidligere samme dag, omkring klokken 11.30, blev en 87-årig kvinde i området ved Hjørring kontaktet af en person, der udgav sig for at være fra Sparekassen i Hjørring.
Efterfølgende mødte to mænd op hos kvinden, hvor de fik udleveret hendes hævekort og smykker. Senere blev der hævet penge fra kontoen.
Det tredje tilfælde fandt sted omkring klokken 16 i Hirtshals.
Her blev en 83-årig kvinde ringet op af en mand, som hævdede at være fra Sparekassen Danmark i Hirtshals.
Manden fortalte, at kvindens CPR-nummer var blevet lækket. Kort efter ankom en anden mand til adressen, hvor han fik udleveret dankort og smykker.
Også i denne sag blev der efterfølgende hævet penge fra kvindens konti.
Det fremgår ikke, hvor store beløb kvinderne har mistet.
Politiet mistænker de samme gerningsmænd
Nordjyllands Politi efterforsker de tre sager og ser en tydelig sammenhæng mellem bedragerierne.
Politikommissær Kasper Brix advarer kraftigt mod svindlernes fremgangsmåde.
”Fremgangsmåden er meget ensartet, så vi arbejder ud fra en antagelse om, at det er de samme gerningsmænd, som lige nu er spil. Vi vil derfor kraftigt advare offentligheden mod dem – og selvfølgelig denne kriminalitetsform generelt. De kan virke flinke og overbevisende i telefonen og i døren; men banken kommer aldrig til din adresse for at få kontokort eller smykker udleveret,” lyder advarslen fra politikommissær Kasper Brix.
Han opfordrer samtidig til, at man taler med sine ældre pårørende om svindlernes metoder, så de bliver bedre rustet til at gennemskue forsøg på bedrageri.
Klar besked fra politiet: Smæk røret på
Politiets opfordring er klar, hvis man bliver kontaktet af en person, der forsøger at få udleveret bankoplysninger eller værdigenstande.
”Får du en svindler i røret, så smæk på; bare smæk på. Nok er han høflig; men du må i dén situation gerne være uhøflig,” siger Kasper Brix, som tilføjer:
”Og ring så gerne til os på 114 og anmeld forholdet, så vi kan få forholdet undersøgt.”
Sådan undgår du at blive snydt
Politiet opfordrer til ekstra opmærksomhed, når fremmede ringer eller møder uanmeldt op ved hoveddøren.
- Udlever aldrig bankkort, pinkoder eller smykker til personer, der kontakter dig uopfordret.
- Vær skeptisk, hvis nogen fortæller, at dit CPR-nummer er blevet lækket.
- Husk, at banken aldrig kommer hjem til dig for at hente bankkort eller smykker.
- Kontakt selv din bank, hvis du er i tvivl om et opkald.
- Tal med ældre familiemedlemmer om risikoen for kontaktbedrageri.
- Kontakt politiet på 114, hvis du oplever et svindelforsøg eller har oplysninger om sagerne.
Hjælp til at undgå digital svindel
På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan især ældre finde information om aktuelle svindelmetoder og gode råd til at beskytte sig mod kriminalitet.
Hjemmesiden tilbyder blandt andet et gratis månedligt nyhedsbrev, fortællinger fra personer, der har været udsat for svindel, og et interaktivt spil, der skal gøre det lettere at genkende svindelforsøg.
Bag SeniorTryg.dk står ældreorganisationen Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.
Nordjyllands Politi opfordrer alle, der har oplysninger om de tre bedragerier, til at kontakte politiet på telefon 114.
Læs også: