Nyheder

Alle partier enige: 307 millioner kroner skal løfte sundheden i Nordjylland

Samtlige partier i Region Nordjylland står bag budgetaftalen for 2027. Der bliver blandt andet sat millioner af til psykiatri, kortere ventelister, flere praktiserende læger, diabetesbehandling og kollektiv trafik.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 15. september 2026

Alle partier i Region Nordjylland kunne tirsdag den 15. september skrive under på en budgetaftale for 2027, hvor der samlet prioriteres 307 millioner kroner.

Pengene skal blandt andet bruges til at styrke hospitalerne, psykiatrien og det nære sundhedsvæsen samt til at gennemføre sundhedsreformen.

– Vi har indgået en aftale, der sikrer en god start for sundhedsreformen. Samtidig prioriterer vi penge, så patienterne fortsat får den nødvendige specialiserede hjælp på hospitalerne. Jeg er meget tilfreds med at alle partier tager ansvar og står bag aftalen, siger Mads Duedahl (V), regionsrådsformand for Region Nordjylland.

62,6 millioner til hospitalerne

Et af de store områder i aftalen er det specialiserede sundhedsvæsen. Her bliver der afsat 62,6 millioner kroner til at styrke de nordjyske hospitaler.

Pengene skal blandt andet gå til særligt pressede specialer som urinvejskirurgi, anæstesi, øre-, næse- og halsområdet samt øjenområdet.

Akutmodtagelsen i Hospitalsbyen får desuden midler til at forbedre patientflowet og reducere ventetiden.

På Aalborg Universitetshospital skal den neonatale kapacitet udvides med yderligere en intensivplads, mens ortopædkirurgien i Thisted får penge til to nye senge samt de tilhørende udgifter til behandling og personale.

52 millioner kroner til psykiatrien

Psykiatrien bliver tilført 52 millioner kroner. Her er særligt ventetiderne for børn og unge i fokus.

– Særligt i børne- og ungepsykiatrien venter for mange patienter for længe på at få den hjælp, de har behov for. Derfor har vi prioriteret midler til kommunerne for at sikre mulighed for behandling i det nære. Samtidig vil vi også fortsætte med at nedbringe ventelisterne. Med budgetaftalen prioriterer vi 52 millioner til psykiatrien, og det er vores forventning, at det kan sætte yderligere skub i nedbringelse af ventelisterne, som stadig er for lange. Det ansvar er vi nødt til at løfte i flok blandt regionsråd, sundhedsrådene og kommunerne, siger Mads Duedahl.

Af de 52 millioner kroner går 10 millioner til kommunerne og 10 millioner til sundhedsrådene. De resterende 32 millioner skal senere fordeles.

Muligheden for at benytte privat kapacitet inden for børne- og ungdomspsykiatrien skal fortsat undersøges og tages i brug, når det er muligt.

Vil have 290 færre på venteliste til demensudredning

Demensområdet får 2,6 millioner kroner. Målet er at nedbringe ventelisterne til udredning, og den politiske forventning er, at ventelisten kan reduceres med 290 patienter i løbet af 2027.

Regionen vil øge bevillingen yderligere i 2028.

– Det specialiserede sygehusvæsen er også under pres, og derfor har vi også tilgodeset en række specialer i budgetaftalen. Vi er nødt til at bringe ventelisterne ned her også. Derfor er der prioriteret midler til bl.a. demensindsatsen, ortopædkirurgien i Thisted, anæstesien og urinvejskirurgien, siger Mads Duedahl.

Første skridt mod Center for Kvindeliv

Kvinders sundhed får også en plads i budgetaftalen.

Regionen vil tage de første skridt mod etableringen af et Center for Kvindeliv, som blandt andet skal beskæftige sig med endometriose, tilbud efter fødsler og overgangsalder.

Der bliver i første omgang afsat 3,2 millioner kroner til initiativerne. Beløbet skal stige til fem millioner kroner i 2028.

Flere praktiserende læger

Det nære sundhedsvæsen skal styrkes markant. Der bliver blandt andet afsat 31 millioner kroner til nye lægekapaciteter i almen praksis i 2027.

Der skal også udbydes ét ekstra ydernummer inden for gynækologi og ét inden for neurologi.

Samtidig afsættes fem millioner kroner til at fortsætte midlertidige aftaler om ekstra aktivitet inden for dermatologi, børne- og ungepsykiatri og voksenpsykiatri.

De to sundhedsråd får samlet 18 millioner kroner, som de selv kan prioritere.

– De forberedende sundhedsråd er kommet godt fra start i Region Nordjylland, og der ses allerede politisk handlekraft og vilje til at tænke nyt. Midlerne skal være med til at finansiere initiativer, som kan medvirke til, at flere ses og behandles i nærmiljøet, at man kan få behandling udenfor hospitalerne og i eget hjem, og at flere skal have mulighed for at dø hjemme, hvis de ønsker det, siger Mads Duedahl.

16 millioner til diabetesområdet

Diabetesområdet får samlet 16 millioner kroner.

Ti millioner skal bruges på at give flere patienter mulighed for at få insulinpumper, mens der også prioriteres penge til det stigende antal patienter med behov for glukosesensor.

Diabetisk Fodsårs Center i Hjørring får fem millioner kroner til yderligere specialiserede ressourcer inden for sårbehandling.

1,2 milliarder reserveret til Hospitalsbyen

Planerne om en nordlig udbygning af Hospitalsbyen fortsætter. Regionsrådet har tidligere reserveret 1,2 milliarder kroner til første etape af en mulig udbygning.

– I 2027 ønsker vi at sætte yderligere skub i planlægningsfasen af en nordlig udbygning af Hospitalsbyen og se på, hvordan rammerne for sundhedsvæsenet fremadrettet skal være i Aalborg. Vi skal have undersøgt, hvilke funktioner vi ønsker i en potentiel udbygning af Hospitalsbyen, og hvilke funktioner som fortsat kan rummes på Syd-matriklen i Højhuset og i Medicinerhuset, siger Mads Duedahl.

Millioner skal holde hånden under busser og tog

Den kollektive trafik fylder også i budgetaftalen. Hele det økonomiske råderum på 15,8 millioner kroner bliver afsat til den regionale kollektive trafik for at fastholde den nuværende drift.

– Den kollektive trafik i Nordjylland står over for en betydelig økonomisk udfordring i 2027. Stigende brændstofpriser og faldende passagerindtægter betyder, at det alt andet lige vil kræve et markant større regionalt tilskud til Nordjyllands Trafikselskab for at fastholde det nuværende serviceniveau. Vi holder i dette budget hånden under den kollektive trafik. Findes der ikke en holdbar løsning og model for kompensation fra nationalt hold, så vil det allerede næste år kræve besparelser på den kollektive trafik i Nordjylland, siger Mads Duedahl.

Budgettet skal andenbehandles og endeligt godkendes på regionsrådsmødet mandag den 28. september.