Arden og omegn

Naturen skal have en stemme: Lille Arden Borgerforening søger knap 900.000 kroner

Naturen skal have en stemme: Lille Arden Borgerforening søger knap 900.000 kroner
Lille Arden Borgerforening og Mariagerfjord Kommune har søgt VELUX Fonden om støtte til et nyt projekt omkring Engene ved Villestrup Å. Udvalget for Klima og Landdistrikter orienteres om projektet onsdag.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 8. september 2026

Et nyt lokalt naturprojekt kan være på vej omkring Lille Arden og Engene ved Villestrup Å.

Lille Arden Borgerforening har taget initiativ til projektet og inviteret Mariagerfjord Kommune med som samarbejdspartner. Den 28. august blev der sendt en ansøgning til VELUX Fonden under indsatsen “Demokratisk bæredygtighed”. Der ventes svar i starten af oktober.

Udvalget for Klima og Landdistrikter bliver orienteret om sagen på sit møde onsdag den 9. september.

Store arealer er blevet opkøbt

Baggrunden er udviklingen omkring Lille Arden og Villestrup Å. Store arealer er for nylig blevet opkøbt af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, SGAV, som led i Den Grønne Trepart og den kommende jordfordeling.

Udviklingen har skabt både håb og bekymring lokalt. Projektet skal give lokalområdet mulighed for at spille en mere aktiv rolle i arbejdet med landskabets og naturens fremtid.

Mariagerfjord Kommune er hverken opkøber eller beslutningstager i jordfordelingen, men indgår som samarbejdspartner med blandt andet proces- og myndighedsviden.

Naturen skal have en stemme

Projektet har fået navnet “Ring om Engene” og bygger blandt andet på idéen om at give naturen en stemme.

Det skal ske ved, at deltagerne opbygger viden om områdets natur og historie. Naturens behov – eksempelvis plads til biodiversitet, frie vandløb og naturlige processer – skal på den måde gøres til en synlig del af arbejdet med områdets fremtid.

Samtidig skal lokalområdet “slå ring om Engene”. Planen er blandt andet at arbejde med naturpleje, registrering af planter og dyr samt formidling til nærområdet, politikere og andre interesserede. Eksterne eksperter skal også inddrages.

Projektet skal desuden trække på områdets historie. Nordjyske Museer og Arden Lokalhistoriske Arkiv tænkes inddraget, så blandt andet historiske kort, luftfotografier og lokale fortællinger kan bruges i arbejdet med en fælles vision.

Søger 893.500 kroner

Der søges 893.500 kroner hos VELUX Fonden. Hvis ansøgningen bliver godkendt, er det aftalt, at Teknik og Miljø samt Kultur og Fritid i Mariagerfjord Kommune medfinansierer projektet med 50.000 kroner hver.

Budgettet omfatter blandt andet 200.000 kroner til udvikling af de lokales naturvision, 155.000 kroner til en kommunal projektleder, 115.000 kroner til ekspertoplæg og workshops og 140.000 kroner til videoproduktion.

Skal munde ud i en vision

Projektet er planlagt over fire faser. Undervejs er der blandt andet lagt op til informationsmøder, naturvandringer, historisk kortlægning, ekspertbesøg, artsregistrering, naturmonitorering og en vandreudstilling.

Til sidst skal der udarbejdes og præsenteres en samlet vision for naturen omkring Lille Arden. Projektet skal samtidig samle erfaringerne, så de kan deles med andre lokalsamfund, borgerforeninger og kommuner, der står over for lignende forandringer.

Arden og omegn

Se flere artikler