Alarm 112

Politiet søger ejere til 18 cykler – kan være stjålet flere steder i Nordjylland

Et fund af en stjålet knallert i Aalborg førte politiet til 18 formodet stjålne cykler. Nu efterlyser Nordjyllands Politi de rette ejere og stederne, hvor cyklerne er blevet stjålet.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 3. september 2026

Nordjyllands Politi forsøger at finde ejerne til 18 cykler, som blev beslaglagt i forbindelse med en sag i Aalborg. Cyklerne kan stamme fra tyverier forskellige steder i Nordjylland.

Sagen begyndte den 21. august, da en borger fandt sin stjålne knallert i en baggård i det centrale Aalborg og kontaktede politiet for at få hjælp til at få den udleveret.

Vidner fortalte om cykler i baggården

Da betjentene ankom til stedet, talte de med flere vidner. De fortalte, at en gruppe personer ofte kom i baggården, hvor de blandt andet reparerede og skilte cykler ad.

Vidnerne havde samtidig bemærket hyppig færden til og fra en opgang på adressen.

Oplysningerne fik politiet til at ransage et skur på stedet. Her fandt betjentene den stjålne knallert samt 18 cykler. Blandt de beslaglagte cykler var el-mountainbikes, racercykler og andre typer cykler.

Knallerten blev udleveret til ejeren, mens cyklerne blev beslaglagt som led i den videre efterforskning.

En person varetægtsfængslet

En person blev samme dag sigtet i sagen.

På grund af omfanget og værdien af de formodet stjålne cykler blev den sigtede varetægtsfængslet frem til den 14. september 2026.

Politiet arbejder nu på at finde frem til de konkrete gerningssteder, fastlægge cyklernes værdi og undersøge, om flere personer kan være involveret.

Politiet har brug for hjælp

Nordjyder, der har fået stjålet en cykel, opfordres til at se nærmere på politiets billeder af de beslaglagte cykler.

”Vi har nu et stort antal cykler, som vi skal have koblet til de rette ejere – og til de gerningssteder, hvor de er blevet stjålet. Derfor har vi brug for, at folk kigger billederne igennem og melder ind, hvis de genkender noget. Det gælder også, selv om sagen kun er anmeldt til forsikringsselskabet – eller allerede er afsluttet,” siger politikommissær Ulf Munch Sørensen fra Operativ Specialefterforskning.

Politikommissæren fremhæver samtidig betydningen af de oplysninger, politiet allerede har fået fra offentligheden:

”Mange og brugbare oplysninger gjorde, at vi hurtigt kunne skride til anholdelse. Generelt vil jeg sige, at hvis man oplever usædvanlig eller meget færden på en adresse, eller en stor omsætning af ting og sager, så hører vi gerne om det.”

Genkender du en cykel?

Personer i Mariagerfjord Kommune og resten af Nordjylland, der mener at kunne genkende en af cyklerne, kan kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.

Politiet opfordrer til, at man har stelnummer eller særlige kendetegn på cyklen klar. Det kan også være en hjælp at have et foto samt oplysninger om mærke og model.