Fodbold

AGF tabte til FC Midtjylland i udsat kamp

Trods overvægt i boldbesiddelse formåede AGF ikke at skabe de helt store chancer og måtte se sig slået 0-2 af sidste sæsons mestre

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 3. september 2026

AGF måtte onsdag aften gå tomhændet fra banen, da den udsatte kamp mod FC Midtjylland resulterede i et 0-2-nederlag. På transfervinduets sidste dag bød den forgangne sæsons nummer 1 og 2 i 3F Superligaen hinanden op til dans en flot september-aften i Vejlby. Sidste sæson er dog efterhånden lang tid siden – ikke mindst for hjemmeholdet, der jagtede sæsonens første sejr.

FCM bragte sig foran efter kontrolleret dybdebold

Gæsterne havde ikke i sinde at forære noget væk, og de lagde da også bedst ud i kraft af fysisk dominans. Det gav sig allerede i kampens indledning udslag i et par gode muligheder, som dog ikke førte til en tidlig åbningsscoring.

Det var til gengæld ikke tilfældet efter godt 10 minutter. Philip Billing spillede med en kontrolleret aflevering i dybden Friday Etim helt fri, og FCM-angriberen udnyttede muligheden til at bringe sit hold i front.

AGF-spillerne forsøgte at svare igen og havde også perioder med overvægt i boldbesiddelsen. Ud over enkelte nærgående indlæg fra venstre side, hvor Frederik Emmery flere gange satte Rasmus Nissen Kristensen i sine direkte dueller, blev det dog ikke for alvor farligt foran FCM’s mål.

Halvlegens største AGF-chance faldt efter en halv times spil, hvor netop et indlæg fra Emmery havnede i pandebrasken på Tobias Bech, der dog overplacerede hovedstødsforsøget. Kort efter sendte Mouhammade Camara et dommedagshug afsted fra 35 meters afstand, men desværre strøg bolden lige forbi den ene trekantssammenføjning. FCM-føringen holdt således halvlegen ud.

Castillo lukkede kampen på hurtig omstilling

Fra anden halvlegs start pressede hjemmeholdet tempoet i vejret, og der kom også flere gode situationer ud af anstrengelserne. Tættest på var Frederik Emmery, der dog måtte se Elias Olafsson diske op med en flot refleksredning på sin afslutning fra en spids vinkel.

FC Midtjylland var flere gange nærgående på konterstød og havde muligheder til at udbygge føringen. Efter en lille time skete det netop på en hurtig omstilling, hvor Castillo afsluttede angrebet med en knaldhård afslutning op i netmaskerne.

Bagud 0-2 reagerede Jakob Poulsen med en tredobbelt indskiftning i et forsøg på at vende kampen. Der blev arbejdet hårdt over hele linjen, men det var dog småt med de helt åbenlyse chancer trods overvægt i boldbesiddelse.

Med små ti minutter igen fik James Bogere en stor mulighed for at reducere på et indlæg, men han måtte se Elias Olafsson trække sig sejrrigt ud af den duel. Tættere på kom hjemmeholdet ikke, og nederlaget var en realitet.

På lørdag gælder det Silkeborg IF – også på Ceres Park Vejlby. Kick off er klokken 18.00.

Matchfacts

AGF – FC Midtjylland / 3F Superliga, runde 3 / Ceres Park Vejlby / 02.09 2026
0-2 (0-1)