Alarm 112
Genkender du ham? Politiet efterlyser ung mand efter svindel mod 82-årig
En 82-årig kvinde blev narret til at udlevere sit bankkort til et falsk bankbud. Nu beder Østjyllands Politi offentligheden om hjælp til at identificere en ung mand, der også formodes at være involveret i en lignende sag i Horsens.
Østjyllands Politi efterlyser en ung mand i forbindelse med to sager om bedrageri, hvor gerningsmænd har udgivet sig for at være fra banken.
Den ene sag fandt sted i Hammel i maj, hvor en på daværende tidspunkt 82-årig kvinde blev ringet op af en mand, der fortalte, at nogen var ved at overføre penge fra hendes konto.
Manden beroligede kvinden og lovede at spærre hendes kort. Samtidig fortalte han, at en kollega ville komme forbi og hente kortet, når det var blevet spærret.
Kort efter dukkede en ung mand op på kvindens adresse og fik blandt andet franarret hende bankkortet.
Kortet blev brugt i hæveautomater
Efterfølgende blev kortet brugt til at hæve kontanter i flere hæveautomater.
Politiet har sikret oplysninger og overvågning fra automaterne, men det er endnu ikke lykkedes at fastslå mandens identitet. Derfor beder Østjyllands Politi nu offentligheden om hjælp.
Den efterlyste beskrives som en mand på 18-20 år. Han er almindelig af kropsbygning, lys i huden og taler dansk. Han var iført en lysebrun jakke.
Ifølge politiet formodes den samme mand desuden at have været involveret i en lignende sag i Horsens sammen med en eller flere ukendte gerningsmænd.
Personer, der genkender manden på politiets billeder, opfordres til at kontakte politiet på telefon 1-1-4.
Læs også:
Politiet advarer mod falske bankbude
Østjyllands Politi har i løbet af året sigtet og fået varetægtsfængslet flere falske bankbude. Samtidig modtager politiet fortsat mange anmeldelser om denne form for svindel.
Det er især ældre, der bliver snydt af personer, som udgiver sig for at være fra banken og på den måde får fat i kort eller koder. Oplysningerne bliver efterfølgende brugt til at hæve store kontantbeløb i bankernes hæveautomater.
Politiet understreger, at ofrene ofte er ældre eller udsatte personer, men at alle kan blive ramt.
Udlever aldrig kort eller koder
Banker og offentlige myndigheder sender ifølge Østjyllands Politi aldrig medarbejdere hjem til borgere for at hente kort, koder eller andre værdier.
Politiets råd er derfor, at man aldrig udleverer kort eller koder – hverken over telefonen eller fysisk.
Er man i tvivl om en henvendelse, bør man afbryde samtalen og selv ringe tilbage til bankens hovednummer.
Læs også: