Alarm 112

Politiet deler nyt billede af forsvundne pige og beder fortsat om hjælp

Den 15-årige pige har været savnet siden tirsdag morgen. Sydøstjyllands Politi efterlyser fortsat oplysninger fra borgere og opfordrer til at gennemgå videoovervågning.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 6. august 2026

Sydøstjyllands Politi fortsætter den omfattende efterforskning af sagen om den 15-årige pige, der har været forsvundet, siden hun tirsdag morgen forlod sin bopæl i Hedensted.

Politiet oplyser, at der siden anmeldelsen er modtaget en lang række henvendelser fra borgere. Alle oplysninger bliver gennemgået som led i efterforskningen.

Tak for hjælpen fra borgere

Politiet takker de mange borgere, virksomheder og medier, som allerede har bidraget til eftersøgningen.

“Vi vil gerne sige tak til de mange borgere, virksomheder og medier, der allerede har hjulpet os ved at dele efterlysningen og kontakte os med oplysninger. Alle henvendelser bliver gennemgået, og de er en vigtig del af vores efterforskning for at finde “navn”,” siger vicepolitiinspektør Christian Skyt fra Sydøstjyllands Politi.

Set på overvågning i Netto

Efterforskningen viser, at pigen tirsdag klokken 08.00 blev filmet af videoovervågning, mens hun opholdt sig i Netto på Bytorvet i Hedensted. Kort efter forlod hun butikken.

Politiet oplyser, at der fortsat arbejdes bredt med sagen. Efterforskningen omfatter blandt andet gennemgang af videoovervågning, indsamling og analyse af fysiske og digitale spor samt opfølgning på de mange henvendelser fra offentligheden.

Politiet beder fortsat om oplysninger

Sydøstjyllands Politi opfordrer fortsat alle med relevante oplysninger til at kontakte politiet.

“Navn” har nu været væk siden tirsdag morgen, og vi er bekymrede for hende. Derfor vil vi meget gerne høre fra alle, der kan have set hende eller har oplysninger om hendes færden eller opholdssted. Også oplysninger, som måske umiddelbart kan virke ubetydelige, kan være afgørende for den videre efterforskning. Vi hører meget gerne fra alle, der måtte have oplysninger i sagen på 1-1-4,” siger Christian Skyt.

Politiet opfordrer desuden borgere og virksomheder – særligt i Hedensted-området – til at gennemgå videoovervågning fra tirsdag morgen og kontakte politiet, hvis optagelserne kan være relevante. Samtidig opfordres borgere i området til at kigge efter i skure, udhuse og garager.