Alarm 112
Ét telefonopkald kostede en 75-årig 23.000 kroner – nu advarer politiet om ny svindelmetode
En mand fra Støvring troede, han talte med sit elselskab. Kort efter var 23.000 kroner forsvundet fra hans konto.
En 75-årig mand fra Støvring blev fredag offer for telefonbedrageri, hvor en svindler udgav sig for at være medarbejder hos mandens elselskab. Ifølge Himmerlands Politi endte opkaldet med, at der blev hævet 23.000 kroner fra mandens konto.
Politiet modtog anmeldelsen fredag klokken 14.02.
Troede opkaldet var ægte
Ifølge politiet blev den 75-årige ringet op af en person, som fortalte, at der manglede kontooplysninger hos elselskabet.
I den tro, at opkaldet var ægte, udleverede manden de ønskede oplysninger. Kort efter blev der hævet 23.000 kroner fra hans konto.
Læs også:
Svindlerne skifter taktik
Politikommissær Henrik Kjær Hansen fra Himmerlands Politi fortæller, at svindlerne nu benytter en anden fremgangsmåde end tidligere.
– Det er et andet modus end tidligere, hvor bedragere typisk udgav sig for at være fra banken eller lignende. De lykkes desværre stadig med at snyde rigtig mange penge fra folk, fortæller Henrik Kjær Hansen.
Politiet: Vær på vagt
Himmerlands Politi opfordrer borgere til at være ekstra opmærksomme, hvis de modtager telefonopkald fra personer, der beder om personlige oplysninger eller kontooplysninger.
Har man oplysninger, der kan være relevante i lignende sager, opfordrer politiet til at kontakte dem på telefon 114.
Læs også: