Natur
Bred alliance advarer: EU-forslag kan svække beskyttelsen af dansk miljø, drikkevand og sundhed
Organisationer frygter, at nye regler kan svække beskyttelsen af dansk drikkevand, miljø og sundhed
En række danske organisationer advarer nu regeringen mod centrale dele af et nyt EU-forslag om fødevare- og fodersikkerhed.
Ifølge organisationerne kan forslaget svække EU’s pesticidregler og gøre det sværere for Danmark at beskytte borgere, miljø og drikkevand mod skadelige stoffer.
Advarslen kommer i et fælles brev til regeringen fra blandt andre Rådet for Grøn Omstilling, Danske Vandværker, Forbrugerrådet Tænk, Kræftens Bekæmpelse, Greenpeace, Økologisk Landsforening, DANVA, Dansk Ornitologisk Forening og WWF Verdensnaturfonden.
Frygter svækket kontrol
Organisationerne vurderer, at forslaget kan betyde, at pesticider i praksis kan blive godkendt uden tidsbegrænsning. De advarer også om, at kravet om løbende revurdering af pesticiders aktivstoffer kan blive fjernet.
Dermed kan medlemslande få sværere ved at reagere, når ny viden viser, at et stof udgør en risiko for eksempelvis grundvand, natur eller sundhed.
“Dette forslag er ikke en forenkling, men en svækkelse af EU’s pesticidlovgivning, og det begrænser Danmarks mulighed for at reagere på ny viden. Det er et skridt i den forkerte retning, både for miljø, sundheden og for vores drikkevand,” siger Emilie Ellesøe, rådgiver, Rådet for Grøn Omstilling.
Læs også:
Drikkevand er centralt tema
Beskyttelsen af drikkevandet er et af de centrale kritikpunkter. Organisationerne mener, at forslaget kan svække forsigtighedsprincippet og reducere beskyttelsen af miljø, grundvand og folkesundhed.
”Vi er nødt til at ty til et forsigtighedsprincip og forebygge, at flere sprøjtemidler, nitrat og andre forureningskilder finder vej til vores drikkevand” siger Jesper Fisker, Administrerende direktør for Kræftens Bekæmpelse
Ifølge organisationerne kan manglende revurdering af stoffer betyde, at skadelige pesticider forbliver længere i miljøet og dermed øger risikoen for forurening af jord og grundvand.
DANVA: Nye fund ændrer billedet
Hos DANVA, vandselskabernes brancheorganisation, peger administrerende direktør Carl-Emil Larsen på, at ny viden og bedre målemetoder løbende ændrer vurderingen af de stoffer, der bruges.
“Det vil være en katastrofe for beskyttelsen af det grundvand, vi indvinder til at drikke, ikke at kunne forbyde sprøjtemidler og kemikalier. Godkendelsesordningen er på ingen måde en garanti, fordi ny viden og mere forfinede teknikker konstant ændrer status vedr. de stoffer, man anvender.
Alene sidste år forbød staten 33 pesticider, der viste sig at gå i grundvandet, men som ellers havde været gennem godkendelsessystemet,” siger Carl-Emil Larsen, administrerende direktør i DANVA, vandselskabernes brancheorganisation.
Opfordrer regeringen til at sige fra
Organisationerne opfordrer regeringen til at afvise de dele af EU-forslaget, som efter deres vurdering svækker pesticidlovgivningen.
Brevet er sendt til flere ministre, herunder miljøminister Magnus Heunicke, fødevareminister Jacob Jensen, minister for grøn trepart Jeppe Bruus, indenrigs- og sundhedsminister Sofie Løhde og europaminister Marie Bjerre.
Samtidig opfordrer organisationerne regeringen til at arbejde for stærkere lovgivning og mere bæredygtige alternativer som økologi og agroøkologi.
Læs også: