Job

Fire ud af ti ledere overvejer nyt job: Trivsel og balance vægter højere end løn

Ny analyse viser, at virksomheder risikerer at miste ledere, hvis arbejdsmiljø og samarbejdsklima halter

Søren Greve
Af Søren Greve 29. maj 2026

Mange danske virksomheder står over for en voksende udfordring med at fastholde deres ledere. En ny analyse fra organisationen Lederne viser, at 37 procent af landets ledere overvejer at skifte job eller allerede er aktivt jobsøgende.

Undersøgelsen bygger på svar fra 3.401 medlemmer af Lederne og peger på, at det ikke længere kun er lønnen, der afgør, om ledere bliver i deres job.

Ifølge analysen er det især ønsket om nye udfordringer, bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv samt et godt samarbejdsklima, der får ledere til at kigge sig om efter nye muligheder. Lønnen ligger først som nummer syv på listen over årsager til jobskifte.

Kultur og trivsel spiller større rolle

Hos Lederne mener man, at virksomheder skal tænke bredere, hvis de vil fastholde dygtige medarbejdere i lederstillinger.

– “Det er ikke kun løn, som spiller en rolle, når ledere skifter job. Analysen viser, at ledere i høj grad orienterer sig mod arbejdspladser, hvor de kan udvikle sig, have indflydelse og få arbejdsliv og privatliv til at hænge bedre sammen,” siger Kim Møller Laursen, beskæftigelsespolitisk chefkonsulent i Lederne.

Særligt samarbejdsklimaet har stor betydning blandt de ledere, der allerede aktivt søger væk. Her peger 43 procent på dårligt samarbejdsklima som en væsentlig årsag til ønsket om at skifte job.

Nye ledere søger hurtigere videre

Analysen viser samtidig, at mobiliteten er størst blandt relativt nyansatte ledere. Blandt ledere med mindre end tre år i samme stilling er knap hver ottende aktivt jobsøgende, mens det kun gælder hver tyvende blandt ledere med mere end 10 års anciennitet.

Det understreger ifølge Lederne, at virksomheder bør have fokus på både onboarding, arbejdsmiljø og udviklingsmuligheder, hvis de vil holde på deres ledere over længere tid.

– “Virksomheder konkurrerer ikke kun om ledere på løn og titel. De konkurrerer også på kultur, samarbejde og ledelsesvilkår,” siger Kim Møller Laursen.

Et arbejdsmarked i bevægelse

Hos Lederne ser man dog ikke den stigende jobmobilitet som et problem i sig selv.

– “Et arbejdsmarked med bevægelse er grundlæggende sundt. Nye ledere bringer nye perspektiver og erfaringer med sig. Men analysen viser også, at virksomheder med for høj udskiftning blandt lederne bør interessere sig for, hvad der får lederne til at søge videre,” siger Kim Møller Laursen.

Analysen peger samtidig på, at indflydelse på eget arbejde er den vigtigste faktor for ledere, der ellers ikke overvejer jobskifte. Over halvdelen fremhæver netop muligheden for indflydelse som afgørende ved et nyt jobtilbud.