Erhverv
DM i Skills vækker større interesse for erhvervsuddannelser
En ny evaluering viser, at årets DM i Skills i Hjørring har gjort flere unge nysgerrige på en erhvervsuddannelse.
DM i Skills 2026 i Hjørring samlede 50.000 besøgende og satte fokus på faglig stolthed, håndværk og erhvervsuddannelser. Nu viser en ny evaluering fra Epinion, at arrangementet også har haft en tydelig effekt på de unges syn på erhvervsuddannelser.
Gæster fik ny viden
Ifølge evalueringen oplevede otte ud af 10 gæster DM i Skills som en spændende måde at lære mere om erhvervsuddannelser på. Samtidig svarer to tredjedele, at de fik ny viden om uddannelserne gennem besøget.
Mere end halvdelen af gæsterne blev efter besøget mere nysgerrige på en eller flere erhvervsuddannelser.
”Det er super positivt, at så mange gæster går fra DM i Skills med ny viden om erhvervsuddannelserne og de mange karrieremuligheder, der ligger i fagene. Det viser, at DM i Skills lykkes med at gøre erhvervsuddannelserne både konkrete, inspirerende og relevante for de besøgende,” siger Søren Heisel, formand for SkillsDenmark.
Læs også:
Unge kan se sig selv i fagene
Blandt unge under 26 år viser evalueringen en særlig positiv udvikling. Her svarer 51 procent, at de bedre kan forestille sig at tage en erhvervsuddannelse efter besøget. Næsten halvdelen siger samtidig, at de har fået mere lyst til at vælge en erhvervsuddannelse.
”Det er stærkt at se, at DM i Skills ikke bare skaber begejstring her og nu, men også styrker de unges interesse for en erhvervsuddannelse. Når næsten halvdelen af de unge besøgende får mere lyst til at vælge en erhvervsuddannelse efter eventet, så viser det, at mødet med fagene og rollemodellerne gør en reel forskel,” siger Michael Boas Pedersen, næstformand i SkillsDenmark.
Stærk opbakning i Nordjylland
Evalueringen peger også på, at DM i Skills står stærkt i Nordjylland. Mere end ni ud af 10 nordjyder kender eventet, og mange vurderer, at arrangementet giver et positivt billede af erhvervsuddannelserne.
Undersøgelsen er gennemført af Epinion for SkillsDenmark blandt borgere i Region Nordjylland og besøgende ved DM i Skills 2026 i Hjørring.
Læs også: