Natur
Ny mærkedag skal gøre danskerne klogere på naturen omkring os
Naturens Navnedag 23. maj opfordrer alle til at gå ud, finde arter og dele deres naturoplevelser
Hvad hedder fuglen i hækken, blomsten i vejkanten eller svampen i skovbunden?
Det spørgsmål er omdrejningspunktet for Naturens Navnedag, som markeres 23. maj. Her vil Statens Naturhistoriske Museum sammen med europæiske samarbejdspartnere gøre flere danskere nysgerrige på de arter, vi møder i hverdagen.
Sæt navn på naturen
Naturens Navnedag er den danske del af den internationale kampagne Taxonomy Recognition Day. Kampagnen skal skabe mere opmærksomhed om biodiversitet og om betydningen af at kende og dokumentere naturens arter.
Dagen markeres hvert år 23. maj på Carl von Linnés fødselsdag. Han regnes som grundlæggeren af den moderne måde at navngive og klassificere arter på.
Læs også:
Alle kan være med
På dagen opfordres danskerne til at gå på opdagelse i naturen, tage billeder af planter, dyr og svampe og undersøge, hvad arterne hedder.
Det kan blandt andet ske ved hjælp af artsplatforme og databaser som Arter.dk. Billederne kan derefter deles på sociale medier med hashtagget #NameItToSaveIt.
Lokale fund kan blive vigtig viden
Når borgere registrerer de arter, de finder, kan observationerne bruges til at give forskere bedre viden om biodiversiteten.
Oplysningerne kan blandt andet være med til at kortlægge, hvor arter findes, og hvordan naturen forandrer sig over tid.
Meget er stadig ukendt
Ifølge Statens Naturhistoriske Museum anslår forskere, at kun omkring 15 procent af verdens arter er videnskabeligt beskrevet.
Naturens Navnedag skal derfor minde os om, at der stadig er meget at lære om naturen – både ude i verden og lige uden for hoveddøren.
Læs også: