Læserbrev: Kommuner vågner – men er det nok for veteranerne?

I flere år har jeg råbt op om, at det var en skandale, at Vesthimmerlands Kommune, Mariagerfjord Kommune og Rebild Kommune ikke havde en veterankoordinator. En funktion, der i dag er standard i store dele af landet, netop fordi den skaber én samlet indgang til kommunen for veteraner og deres familier.

Nu tyder noget på, at der endelig er sket bevægelse. Der arbejdes angiveligt med en model, hvor kommunerne samarbejder – præcis den løsning, jeg selv har peget på gentagne gange gennem de senere år.

Det er i sig selv positivt.

Men spørgsmålet er, om det reelt bliver til en indsats, der gør en forskel, eller om det ender som endnu et eksempel på symbolpolitik.

Der er endnu ikke set tydelige jobopslag, og i Rebild Kommune er der angiveligt afsat omkring 100.000 kroner årligt til området. Det beløb ligger langt under, hvad det typisk kræver at etablere en reel funktion med den nødvendige tid, faglighed og gennemslagskraft.

Erfaringerne fra andre steder er klare: Hvis indsatsen ikke prioriteres ordentligt fra start, bliver den hurtigt fragmenteret. Funktionen bliver noget, der ligger ved siden af andre opgaver, uden den nødvendige tid og uden det mandat, der skal til for at koordinere på tværs af forvaltninger.

Resultatet er ofte det samme:
En indsats, der på papiret eksisterer, men som i praksis ikke bliver brugt.

Og så opstår det velkendte argument: at der ikke er behov, fordi der kun er få henvendelser.

Men det argument overser en afgørende pointe. Veteraner er ikke en gruppe, der nødvendigvis råber højt. Mange søger ikke hjælp, før situationen er alvorlig. Netop derfor er en proaktiv indsats afgørende.

Det er ikke veteranerne, der først skal bevise behovet. Det er kommunen, der skal tage ansvar og skabe en indgang, der er synlig, troværdig og tilgængelig.

Når kommuner bruger betydelige midler på branding, projekter og andre initiativer, der kun kommer få til gavn, bliver det svært at argumentere for, at der ikke er råd til en reel veterankoordinatorfunktion.

Det handler i sidste ende ikke om økonomi.
Det handler om prioritering.

Hvis man mener det alvorligt, kræver det mere end gode intentioner og små puljer. Det kræver en tydelig beslutning om at tage veteranområdet seriøst – også i praksis.

Ellers risikerer vi, at endnu en indsats bliver sat i gang uden den nødvendige tyngde.

Og det er veteranerne, der betaler prisen.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!