Danmark

300 års danske skibsjournaler er nu blevet søgbare

Ny digital platform åbner for maritime historier, slægtsforskning og klimadata fra fortidens havrejser

Søren Greve
Af Søren Greve 28. april 2026

Danskere med interesse for søfart, slægtshistorie og klima kan nu dykke ned i flere hundrede års skibsjournaler hjemme fra computeren.

Rigsarkivet og Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har lanceret den nye digitale platform Havets Arkiv, hvor tusindvis af danske skibsjournaler gradvist bliver gjort søgbare og tilgængelige for både forskere og almindelige borgere. Projektet er støttet af A.P. Møller Fonden.

Følg gamle sejlruter på kort

På Havets Arkiv kan brugerne søge på tværs af historiske logbøger, finde konkrete rejser og følge skibenes ruter på et kort ud fra gamle positionsdata.

Materialet rummer blandt andet oplysninger om vejr, vind, ruter og hændelser til søs. Dermed kan platformen bruges til alt fra klimaforskning til slægtsforskning og maritim historie.

Kaptajner førte journal siden 1675

Siden 1675 har danske kaptajner og styrmænd haft pligt til at føre skibsjournal. De mange journaler blev oprindeligt brugt til at dokumentere sejlads, last og hændelser ombord, men i dag har de fået ny betydning som historiske kilder.

“Vi har glædet os til at åbne op for søfartshistorien på en ny måde, som gør det lettere for alle at dykke ned i Danmarks maritime fortid og følge deres forfædre ad vandvejen,” siger arkivar i Rigsarkivet Leah Porse Rasmussen.

Vigtig viden om fortidens vejr

For DMI er skibsjournalerne også værdifulde, fordi de indeholder præcise observationer af vejrforhold fra en tid, hvor der ikke fandtes moderne målinger.

“Data fra skibsjournalerne er værdifulde – ikke mindst for klimaforskningen. De giver os indsigt i fortidens vejr og dermed bedre forståelse af fremtidens klima,” siger klimaforsker og projektleder Martin Stendel.

En skattekiste for nysgerrige

Ifølge DMI kan skibsjournalerne i mange tilfælde bringe forskere og historieinteresserede helt tæt på konkrete begivenheder, fordi de indeholder samtidige noteringer om tid, position og vejr.

“Først og fremmest bidrager Havets Arkiv med vigtig viden til klimaforskning. Som amatør slægtsforsker glæder jeg mig ekstra meget til at dykke ned i denne skattekiste af informationer fra gammel tid,” siger Ulrik Smith Korsholm, vicedirektør og Chief Scientist på DMI.

Havets Arkiv er nu åbent for offentligheden på havetsarkiv.dk.