Nyheder
Vild nat i rummet: Astronauter mistede kontakten – mens Jorden “gik ned” bag Månen
Fire astronauter har skrevet historie længere væk fra Jorden end nogensinde før – og natten bød på spektakulære øjeblikke i rummet
Fire astronauter på vej rundt om Månen har allerede skrevet sig ind i historiebøgerne. Ombord på NASA’s Artemis II-mission er de blevet de mennesker, der har været længst væk fra Jorden nogensinde.
Den tidligere rekord stammer fra Apollo 13 i 1970, men blev nu slået af besætningen i rumkapslen Orion.
Missionen er samtidig den første bemandede rejse mod Månen i mere end 50 år.
Mistede kontakten bag Månen
I løbet af natten til tirsdag kulminerede missionen med en række dramatiske og spektakulære øjeblikke.
Kort efter midnat forventede NASA at miste kontakten til astronauterne.
Klokken 00.44 tirsdag forsvandt signalet, da rumfartøjet bevægede sig om på bagsiden af Månen – et velkendt, men stadig kritisk øjeblik i missionen.
Minuttet efter skete noget endnu mere bemærkelsesværdigt: set fra astronauternes perspektiv forsvandt Jorden bag Månen i det, NASA kalder en “Earthset” – en slags jordnedgang.
Læs også:
Tættest på Månen – og længst væk fra Jorden
Få minutter senere nåede missionen sit absolutte højdepunkt.
Klokken 01.02 tirsdag passerede Orion tættest på Månen i en højde på cirka 6.550 kilometer over overfladen.
Bare fem minutter senere – klokken 01.07 tirsdag – nåede besætningen deres maksimaleafstand fra Jorden: hele 406.690 kilometer.
Det er det længste, mennesker nogensinde har været væk fra deres hjemplanet.
Jorden stod op igen
Efter en periode i total radiotavshed vendte forbindelsen tilbage.
Klokken 01.25 tirsdag skete der endnu et visuelt højdepunkt: en “Earthrise”, hvor Jorden igen dukkede op over Månens horisont set fra rumfartøjet.
Samtidig genoptog Mission Control kommunikationen med astronauterne.
Senere på natten – mellem 02.35 og 03.32 tirsdag – oplevede besætningen en solformørkelse, hvor Solen bevægede sig bag Månen.
Klokken 03.20 tirsdag afsluttede astronauterne deres observationer.
Mere end bare en rekord
Artemis II er ikke kun en rekordmission.
Den markerer også et nyt kapitel i rumfarten. Missionen er første skridt i NASA’s plan om igen at sende mennesker til Månen – og senere videre ud i rummet.
Ombord er blandt andre Christina Koch, som er den første kvinde på en mission rundt om Månen, og Victor Glover, der er den første sorte astronaut på en sådan rejse.
En historisk rejse
Selv om turen ikke inkluderer en landing, er betydningen stor.
For første gang siden 1972 bevægede mennesker sig igen ud i det dybe rum omkring Månen – og denne gang længere væk end nogensinde før.
Natten blev derfor ikke bare endnu en milepæl – men et øjeblik, hvor menneskeheden igen tog et skridt væk fra Jorden.
Læs også: