Fritid
Flere trænere tager uddannelse: Gavner børn og unge i foreningerne
Antallet af uddannede trænere er næsten fordoblet på ét år – det styrker kvaliteten i børne- og ungdomsidræt
Flere børn og unge møder i dag uddannede trænere, når de går til idræt i danske foreninger. Nye tal viser en markant stigning i antallet af trænere, der tager en uddannelse.
En rundspørge fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) viser, at 15.927 trænere gennemførte en uddannelse i 2024. Året før var tallet 8.835. Dermed er antallet næsten fordoblet på blot ét år.
Stigningen gælder både store forbund som DBU, DanskHåndbold og Dansk Tennis Forbund samt mindre organisationer som Dansk Arbejder Idrætsforbund, Dansk Klatreforbund og Parasport Danmark.
Vigtige voksne i børns liv
Ifølge DIF har udviklingen stor betydning for de næsten 900.000 børn og unge, der er aktive i idrætsforeninger landet over.
”Vi er dybt taknemmelige for alle de frivillige trænere, der prioriterer at bruge deres fritid på at blive endnu bedre. Vi ved, at trænerne er enormt vigtige som sekundære voksenrelationer i mange børns liv, så som Danmarks største børneorganisation har vi en ambition om at klæde dem bedst muligt på til at møde børnene i øjenhøjde, fordi vi ved, at det giver lyst til at fortsætte længere i foreningerne,” siger Frans Hammer, næstformand i DIF.
Optællingen omfatter kun træneruddannelser med fysisk fremmøde.
Nyt værktøj skal samle trænerne
Som supplement til uddannelserne har DIF lanceret et såkaldt ’Trænerløfte’, udviklet med støtte fra A.P. Møller Fonden.
Formålet er både at styrke den enkelte træners udvikling og skabe et fælles værdigrundlag på tværs af idrætsgrene og foreninger.
”Vores trænere kommer fra mange forskellige baggrunde og med mange forskellige motiver for at engagere sig frivilligt. Det er en stor styrke, men det kan også til tider gøre samarbejdet svært. Med Trænerløftet giver vi et enkelt værktøj, som man kan bruge uanset alder, erfaring og trænerfilosofi. Formålet er ikke, at alle trænere skal være ens. Det vigtige er, at man er bevidst om den rolle, man har som træner,” fortæller Frans Hammer.
Målet er, at 17.000 trænere skal have aflagt trænerløftet inden 2028. Indtil videre har over 3.500 trænere gennemført forløbet.
Millionstøtte til børneidræt
Initiativet er en del af projektet ’Fremtidens Idræt for Børn og Unge’, som løber frem til og med 2027.
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond har bevilget 85 millioner kroner til projektet, der skal styrke blandt andet træneruddannelse, trivsel, rekruttering og videndeling i de omkring 6.000 børne- og ungdomsforeninger under DIF.
Læs også: