Nyheder

Tjek campingvognen før påskeferien: Slidte dæk kan give problemer på vejen

Mange danskere starter sæsonen – men manglende forberedelse kan koste dyrt

Maria Just
Af Maria Just 27. marts 2026

Påskeferien er for mange danskere startskuddet til campinglivet. Men uden et grundigt tjek af campingvognen efter vinterpausen risikerer turen at begynde med uheld og forsinkelser. Ifølge SOS Dansk Autohjælp oplever de hvert år flere tilfælde, hvor campister må have hjælp på vejen – ofte på grund af problemer, der kunne være undgået.

Dæk er den største synder

Særligt dækkene er en vigtig faktor, når campingvognen skal gøres klar til sæsonen.

“Vi anbefaler, at man ofrer særlig opmærksomhed på dækkenes tilstand. Flade og møre dæk kan hurtigt give anledning til, at man skal ringe efter vejhjælp,” siger Bjørn Mortensen, der er driftschef for SOS Dansk Autohjælps alarmcentral.

Selv hvis dækmønsteret lever op til anbefalingerne, kan dækkene stadig være slidte. Revner og mørhed kan gøre dem usikre, og derfor anbefales det at tjekke alderen på dækkene. Er de mere end fem år gamle, bør de skiftes.

“Er dækmønster og dæktryk ikke i orden, kan det ende med en punktering eller havari på vejen,” siger Bjørn Mortensen.

Gennemgå hele vognen

Når dækkene er tjekket, er det vigtigt at gennemgå resten af campingvognen. Her gælder det blandt andet om at sikre, at lys og lygter fungerer korrekt.

“Vi anbefaler, at man undersøger, om glassene på lygterne er hele, og om lys og lygter virker,” siger Bjørn Mortensen.

Derudover bør man være opmærksom på eventuelle skader og sikre, at udstyr som støtteben og håndbremse fungerer som det skal.

Elbiler kræver ekstra planlægning

Flere danskere tager i dag på campingferie med elbil, men her er der ekstra forhold at tage højde for. En campingvogn bag bilen øger både vægt og luftmodstand, hvilket kan få strømforbruget til at stige markant – i nogle tilfælde til det dobbelte. Det betyder, at man skal planlægge turen grundigt med flere ladestop undervejs. Samtidig kan det være nødvendigt at frakoble campingvognen ved ladestationer.

Tjekliste før afgang

SOS Dansk Autohjælp anbefaler, at man gennemgår følgende inden afgang:

  • Kontroller dæk og dæktryk
  • Tjek lys, lygter og stik
  • Sørg for, at støtteben fungerer og er smurt
  • Vedligehold gummilister og udsatte metaldele
  • Test håndbremsen
  • Medbring et reservehjul
  • Undersøg vejhjælpsdækning

En grundig gennemgang kan være forskellen på en god start på campingferien – og en uventet pause i vejkanten.